Blog

Træningen begyndt, og jeg er motiveret!

2013-12-04 16:17

Hej med jer.

Der gik altså lidt førend jeg var klar til at tænke på den nye sæson forude. Skuffelsen fra Tourskolen sad dybere end forventet, og der var mange spørgsmål der skulle besvares. Jeg havde 14 rigtig hårde dage efterfølgende!
Nu har det været på afstand et stykke tid, og jeg er motiveret til at udvikle mig endnu mere og til at komme back on track og tilbage på Challenge Touren (som minimum) efter udgangen af 2014 sæsonen. Der er ting der skal blive bedre, men dem arbjejder jeg på og dem er jeg klar over. Selfmannagement bliver en nøgle for mig fremover, og jeg vil implimentere en daglig evalueringsrutine, som skal sikre mig at jeg ikke får de udfald der de sidste sæsoner har præget mine resultater i perioder.
Jeg har fuld tiltro til folk omkring mig og ved at der arbejdes i de rigtige retninger og at det golfmæssige niveau jeg besider er af høj karakterer.

Jeg håber på at kunne finde lidt flere midler i form af sponsor kroner frem mod næste sæson, således jeg kan holde 100 % fokus på træningen og turneringerne.
Jeg er kommet igang tidligere end normalt og syntes jeg har trænet rigtig godt de sidste 14 dage. Der arbejdes stenhårdt i fitness world og jeg er i god form :-)
Teknisk er jeg et fornuftigt sted, og arbejder hårdt på at blive endnu bedre på et par områder. Det handler om tilbagesvingets afslutning samt bevægelsen fra toppen og ned mod bolden. Det lyder simpelt, men jeg er lidt udfordret på dette område, grundet nedsat bevægelighed et par steder. Jeg skal nok komme i mål, eller som minimum tættere på målet om mere "indenfor rammen", som min træner kalder det ;-)
Det er skønt at være igang tidligere end normalt, og jeg tror det vil gøre sæsonstarten og den tid jeg plejer at bruge på at komme i god spilleform kortere. Det er hele ideen med det ihvertfald!

God aften til jer alle :-)

Sportslige hilsner fra Rasmus Hjelm


 

Hårdt ikke at være på Catalunya lige nu :-(

2013-11-10 15:13

Hvis der er nogen der er i tvivl om det, så gør det altså ondt ikke at være en del af feltet på Catalunya ved Girona (Barcelona). Især når man følte spillet, putningen og det mentale var på plads i sidste uge på 2nd Stage. Jeg er ikke helt ovre skuffelsen endnu, men forsøger at lave denne blog alligevel.
Sæsonen er slut for mit vedkommende, og der er vel ca. 4 måneder til turneringer igen kommer på programmet for mit vedkommende. Mærkelig følelse :-/
Jeg har lidt svært ved at nyde det "break" der følger med min exit på Tour Skolen.
I sidste uge syntes jeg, at jeg var i kontrol over de ting jeg kunne styre, og syntes set i bakspejlet at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Jeg ved ikke hvor mange der har fulgt med på nettet, men ud fra mine scores kan det godt virke lidt ustabilt og ukoncentreret på enkelte huller. Jeg præsterede 15 birdies og 3 eagles over 72 huller, som uden bogeys kunne have ført til 21 under par for turneringen. Jeg var bedst af alle i feltet på par 5 hullerne, og noterede således: 3 eagles, 7 og 6 pars. (samlet set 13 under på dem). Jeg sluttede kun 3 under par for turneringen, og fire slag fra avancement.
Som jeg skrev, så var jeg i kontrol over mit spil, min putning og mig selv, så det er en meget frustreret Rasmus Hjelm der sidder og taster på computeren lige nu. Var godt nok helt til hundene efter sidste runde.
Jeg var godt kørende, og spillede stabilt og lå -7 efter to runder. Tredje runde skulle så vise sig at blive afblæst inden jeg kom på banen grundet hård vind. Boldene kunne simpelthen ikke ligge stille på de hurtige greens. Dagen efter var situationen lidt den samme. Den generelle vind var lidt svagere, men der var tilgengæld vindstød der gjorde det total tilfældigt, som viste sig at ramme mig på hårdeste vis på mit 4. hul under 3. runde.
4. hul er et kort par 4 hul, med god plads, som alle slog efter at komme tæt på. Det målte 275 m., og spillede 6 m. op af bakke. I første og anden runde var jeg lige kort af green, og udnyttede disse to forsøg til at notere en birdie af to mulige chancer. Acceptabelt. På 3. runde var vinden lidt fra venstre og lidt hjælpende, så det var muligt komme helt op på green, hvilket var intentionen med drivet den dag. Jeg gav den et godt sving som startede lige på pinden og var ramt lige i r....! Med 50 m tilbage mod green blæste den pludselig lidt mod højre i et kraftigt ryk, og den endte retningsmæssigt lige højre om green mod green bunkeren. Den bouncede ikke så jeg var overbevist om at bolden var landet carry i green bunkeren lige højre om green. Mine to medspillere lå lige kort af green, hvor jeg havde ligget de først to dage. Ingen bold var at finde i green bunkeren, så søgningen efter en Titleist 2 med #87 markeret på bolden begyndte. Der var tilskuere omkring green som intet havde hørt eller set, og det gjorde det en smule frustrerende at bruge 2-3 min på at lede efter en bold i et område hvor bolden bare ikke kunne blive væk, no way in hell det kunne lade sig gøre. Jeg ramte den som sagt godt, så det var udelukket at den var kort af bunkeren. Derfor måtte jeg gå bag green i et buskads og lede videre, hvor jeg lynhurtigt lokaliserede min bold midt mellem spanske busktræer. Min første tanke var, "pyha, så slap man for at gå tilbage til tee stedet!"
Bolden lå sådan at jeg godt kunne svinge tilbage, men ikke igennem efter boldtræffet, og jeg måtte spille den skråt bag ud hvis jeg ville slå til den. At droppe den virkede total umuligt, da jeg lå på en skråning der ville give et tilfældigt leje hvis først bolden blev droppet og fik chancen for at rulle. Jeg besluttede mig for at forsøge at slå den tilbage i spil. Resultate af beslutning og slagets udførelse medførte et drop, da bolden sad fast i busktræeet foran mig, og lå total uspillelig. Set i bakspejlet var det nok bedre at have gået tilbage på teestedet, men jeg følte godt jeg kunne redde situationen og tog en chance jeg følte var rigtig. Nu kom så det jeg ville undgå ved at slå til den, for at droppe på den skråning medførte endnu mere lotteri og tilfældigheder. Derfor var min plan at droppe et sted hvor jeg var sikker på at den ville rulle mere end 2 køllelængder, således jeg efter to drop kunne placere bolden og sikre mig at jeg fik et leje der kunne spilles videre fra. Første gang jeg droppede lykkedes min plan perfekt, men anden gang, ramte bolden på vej ned af skrænten en lille sten som bremsede den og bolden kom til hvile bag en lille rod, som gjorde at jeg ingen slag havde overhovedet. jeg kunne enten putte den til siden (30 cm) eller droppe igen! Jeg puttede den 30 cm til siden, lobbede den tilbage på green og lå nu 20-25 m. fra hullet i 5. Kæft det går hurtigt :-(
Taxameteret talte, og jeg var en smule hylet ud af den. Det efterfølgende 3 putt, resulterede i 8 slag på hullet, og så var man ligesom lidt tilbage i stillingen igen. Alt det gode og stabile spil, blev lige rystet godt, takket være et hårdt vindstød, et uheldigt leje og en uheldig udvikling af en række beslutninger som jeg havde overvejet grundigt i situationen. Jeg var 1 under for runden inden 4. hul, men 3 over efter hul 4. Jeg er stolt over rmin måde at komme igen på, og havde således et putt på 10. hul på godt 1,5 m. for at være tilbage i par for runden! Den brændte jeg, da et kæmpe vindstød gjorde at det break der var læst og spillet udeblev grundet pludselig sidevind :-(
Lignende vindstød bar min bold fra højre side af fairway på 12. hul over venstre om fairway i en bunker, som efterlod mig 116 m, ned af bakke i en god sidevind med vand venstre om green. Jeg chippede et 9 jern, som var ramt godt, men så aldrig bolden grundet sand i hele masken. Jeg fik at vide at bolden var blæst helt over i vandet venstre om green. Resultatet på hullet blev en double bogey, og pludselig havde stabilt spil, gode slag og gode beslutninger taget mig til 3 over par for runden! Man bliver altså lidt shaky når man oplever sådanne situationer, og det er svært at parkere følelsen af at man bliver røvrendt af tilfældigheder og at man er det uheldige offer for det barske vejr. Jeg parkerede følelsen og kæmpede videre, men slog måske efter et par pinde jeg ikke skulle slå efter i håb om at hente et par slag mod slutningen af runden. Reslutatet blev to yderligere bogeys, som kom efter at have shortsidet mig selv over green :-(
En runde i 76 (+5) sendte mig fra en god placering i toppen ud af "varmen" og pludselig blev 4. runde til en svær opgave. Jeg bevarede troen på at det kunne lade sig gøre, for spillet var godt, putningen god og følelsen havde været god hele ugen. Jeg fik en god start med to birdies på de første 4 huller, men løb så igen ind i noget tilfældigt/uheldigt på mit 6 hul. Midt i tilbagesvinget fik jeg en flue i øret, og jeg fik halvkikset mit 2 jern fra tee og hookede det ned i en fairway bunker til venstre. Med 92 m til flaget og en bagkantspind, så var det pludselig en lidt "kilden" pind jeg stod overfor. Jeg vidste at mit sandjern passede godt, men med sandlejet ville bolden spinne minimum 10 meter tilbage og jeg var jo i en position hvor pinden var i fokus, det skulle den være. Jeg chippede en 48 graders wedge som deværre blev 10 m for lang. Igen shortsidede jeg mig selv, lobbede den for kort af green, chippede mit 4. slag ind en meter fra pinden, men brugte 3 putts på at få den i hul, med en 7´er som resultat. Det ødelægger momentum i en så høj grad, at man faktisk er 90 % sikker på at nu sluttede eventyret. Sej mentalt som jeg var, så lavede jeg birdie på hul 8 og 9 og vendte situation fra mission impossible til mission possible. Jeg troede stadig på det, og havde stadig den fornemmelse i maven, af at der var spænding og tænding på. Ingen birdies på 10,11 og 12, hvorefter dagens første dårlige slag kom, og en begravet bold i bunker på 13. hul, gjorde det svært at komme op-og-i for par. Det er klart at det så småt går op for en at løbet er kørt, men jeg var stædig og lavede en god birdie på hullet efter. Situationen var den at jeg var minus 3 for turneringen med 4 huller igen. Jeg vidste at jeg skulle til minimum 7 under par, og helt 8 for at være sikker. Birdien udeblev på 15., men på 16. fik jeg igen blod på tanden. Det smalle par 5 hul, gav ingen andre valg end at tee driverne op og give den 100 % fuld gas. Jeg slog et svæv ned midt i anlæget  og havde således kun 137 m til pinden på det 500 m lange par 5 hul ;-)
Et lille 9 jern til 2 meter, gav igen igen troen på at det ikke var ovre, men kort efter da jeg puttede den kort midt i, var gassen definitivt ude, og de sidste to huller blev bare huller der skulle overståes. Den sikre birdie på hul 16, blev udlignet på 18, da jeg slog et forfærligt slag i bunker højre om flaget med nærmest umulig ind-og-i bunker situation. Løbet var kørt, så det var kun af kosmetisk betydning ag jeg noterede 5 slag på 18 hul (bogey).

Jeg var virkelig virkelig ked af det efterfølgende, for spillet var jo rigtig godt, og alle de røde tal vidner om et niveau der er godt nok til at jeg burde være med i dag på Catalunya. Det gør ond at følge drengene på livescoren velvidende jeg burde være der. Jeg håber det bedste for dem alle, men skuffelsen over ikke at være en del af feltet er alt overskyggende lige nu. Jeg er for god til ikke at være med der!

Den næste tid rører jeg ikke golfkøllerne, jeg skal lige have det hele på afstand.

I bund og grund har det været en turbulent sæson, der startede med store ambitioner om at gøre det godt på CT, som desværre ikke blev aktuelt. Jeg kom ikke ind i nok turneringer på min egen kategori, Danmark havde ingen invitationer til spillere med adgang til CT, billetterne blev for dyre, presset for stort og jeg syntes det blev en uoverskuelig, dyr og alt for svær kamp at tage op.
Jeg fik sadlet om, sat mig nye mål som jeg hurtigt kom på sporet af og gav mig selv mange chancer for at stå øverst på podiet. Det skete ikke og jeg blev efterhånden utålmodig med spillet og de manglende sejre mit spil lagde op til i flere omgange. Jeg ramte en svær periode hvor jeg som sagt spillede uden tålmodighed, uden tollerance og uden glæden i spillet. Det fik jeg ændret godt i de sidste 3-4 turneringer af sæsonen som bød på gode resultater på ny, og jeg tog det med mig på first stage, og sågar også på Second Stage. Gjorde rigtig mange ting godt, men resultatet udeblev!
Det er naturligt ikke at være tilfreds med det udgangspunkt, at jeg næste år ikke har adgang til større turneringer end ECCO og Nordea Tour, men omvendt så giver det en mulighed for at stå overfor en sæson hvor jeg har nemt ved at planlægge hvad der skal spilles, og jeg skal kun tænke på Nordic League!

Jeg skal lige sunde mig lidt, førend jeg finder motivationen til at påbegynde en god vintertræning med øget fokus på det fysiske.

 

Pøj pøj til danskerne på Final Stage.

 

Rasmus Hjelm

God afslutning på sæsonen... Tourskolen forude

2013-10-10 19:31

Jeg skrev efter sidste turnering i Himmerland at jeg aldrig havde sluttet uden for T10 på deres anlæg, og den statestik holder stik. Selv efter en nærmest traditionel dårlig første runde (læs: det har jeg gjort et par gange på det seneste), så lykkedes det at samle stumperne op, spille godt i de resterende to runder og slutte med freme, sølle 3 slag fra første pladsen. 3 slag er nu engang 3 slag, men som turneringen forløb og med +7 på de sidste 11 huller i første runde (var -3 efter 7) og en 8´er på 4 hul (par 5) i sidste runde, så er det naturligt at tænke, at den turnering kunne man "også" have vundet.... Nu skriver jeg også i anførselstegn, fordi det har været tilfældet nogle gange i år. Er stadig en smule skuffet over ikke at have været øvert på skamlen i løbet af sæsonen, men har også lært en del af det.
Jeg har været for opsat på at vinde, og har fået et krampagtigt forhold til at få afsluttet turneringerne når chancen var der, og det gav i løbet af sæsonen nogle gok i nøden som til tider har fået temperaturen til at stige under hjelmen. Jeg fik ikke lige evalueret godt nok på de tilfælde, og erfarede at jeg spillede en smule for hurtigt og en smule for forcerende og uden roen til at gøre det nødvendige.

Er glad for at jeg nåede at få evalueret inden sæsonen var omme, og det blev for sent til at jeg kune lære af det og nå at gøre noget andet. Jeg fik samlet mig selv op samt ændret på mindsettet omkring tilgangen til turneringerne. Man kan kun gøre det så godt man kan, og gør man det, så kan man ikke gøre det bedre. Jeg ved med sikkerhed at jeg er god nok til at vinde, men man skal også ramme 3 dage hvor selv den dårligste runde af de tre skal være bedre end gennemsnittet af feltets score. Eller vinde rman ikke, med mindre man laver to vandvittig lave!
Sådan er det og det har jeg ikke opfyldt i år, og det er grunden til at jeg ikke vinder turneringer, eller når T5 på Nordic League Golf ranking. Dermed ikke sagt, aat det har været et dårligt år, for det har det ikke. Det har været svingende og jeg har lært at man ikke kan forcere noget og at man ikke kan fremtivnge resultater eller tvinge bolden i hul. Der skal være ro på, og man skal spille så godt man kan og så derefter "måle" sig selv iforhold til sig selv, ikke til feltet. Vinder man over sig selv, vinder man også over feltet, på et tidspunkt ihvertfald ;-)
Disse parametre har jeg været god til at bruge den sidste måned, som skaffede en niende plads i Holstebro med minus 7 i de sidste to runder efter en skidt +4 i første. Jeg blev nummer 3 på Tourskolens first stage, og jeg blev for nyligt nummer 5 i Himmerland. I alle tre turneringer spiller jeg både gode og dårlige runder. Men jeg var klar over at der var en chance for at det kunne ske, da svinget ikke har været som det skulle et stykke tid, forskellen har bare været, at jeg kommer videre efter en dårlig runde uden at lade mig frustrere og prøver bare at gøre det bedre næste gang. Jeg blev ikke taget med bukserne nede, og præsterede noget jeg ikke havde forberedt mig på kunne ske. Det lyder simpelt, og det er egentlig mærkeligt man ikke bare gør sådan hver gang, men det er nemmere sagt end gjort, åbenbart, for var det så nemt, så gjorde man det jo bare, ikke? :-)  

Nå men jeg er ihvertfald glad for udviklingen med tingene, og jeg syntes at jeg kommer nærmere og nærmere de tekniske parametre der virker for mig.

Foran mig står forberedelse til Tour Skolens second stage som løber af stabeln 2-5 november. Jeg glæder mig til udfordringen, og ved at jeg kan gøre det, for det lykkedes for mig sidste år. Det kan ikke udelukkes, at der inden afgang kommer en update på formen etc. :-)

 

Golfhilsner fra Hjelm

Bestået!

2013-09-28 11:20

Så kom vi på den anden side af first stage på Tourskolen. Lækkert, og specielt når man bestod med bravour. Efter 4 runder sluttede jeg på 3 pladsen og sikkert videre til second stage. DEJLIGT!
Det er altid specielt at spille tourskole, og det er svært at beskrive stemningen. Jeg fik en god start og jeg var indenfor hele vejen fra start til slut. Umiddelbart virker det udadtil meget stabilt, men jeg kan forsikre jer om, at anden runde var noget af en udfordring. Jeg spillede virkelig ikke ret godt, men formåede at begrænse skaden og minimere en trist dag til 74 slag (+2) på den svære Riba i Portugal. Tilgengæld steppede jeg niveauet op i den grad i tredje runde. Spillede RIGTIG godt på de sidste 8 huller i den runde! Havde greens ikke været så trådt op, så havde jeg nemt været minus 5-6 stykker der, måtte "nøjes" med 3 ;-) Jeg skød dagens bedste runde i meget kraftig vind! 69 (-3). Meget tilfredsstillende. Jeg syntes jeg har spillet med en god ro, og en god tro på at lykkedes. Det startede egentlig i sidste uge på Holstebro, hvor jeg under turneringen tog flere beslutninger jeg egentlig ikke ville tage med tanke på at spille den bedst mulige turnering der. Det kostede lidt, men min tanke var at forberede mig bedst muligt til Riba i denne uge. Det gav pote, og jeg er glad for at jeg begynder at bruge min rutine konstruktivt!
Jeg spillede et par fine afslutingsrunder i Holstebro og var således 7 under de sidste to dage og spillede mig ind i top10 etfer en skidt start på turneringen. Særligt, blev min putning god, og det tog jeg videre til portugal, og syntes jeg har puttet godt over 4 runder. Der er chancer der smuttede, men når det gjaldt, så syntes jeg at jeg formåede at samle mig og få de putts i der var vigtige. Holer en god 3 og 5 meter for par på 3 og 4 hul igår, for at stoppe en mindre blødende start på en meget hektisk dag. Turneringslederen har simpelthen truffet så mange dumme og dårlige beslutninger her i Portugal! Vejrudsigten sagde 40-50 mm regn og torden mellem kl. 10-12 og alligevel sender de folk ud, som resulterede i at vi blev blæst af efter 1,5 hul (slog ud 9.40). Først 4 timer senere genoptog vi spillet og nåede lige akkurat at spille færdig inden det blev mørkt. Lang dag, som virkelig testede spillerne. Vi blev efter to timers pause sendt ud igen for at genoptage spillet, men da vi kom ud på banen måtte jeg simpelthen finde en dommer og fortælle ham, at han skulle få turneringslederen ud på banen. Havde inden vi gik ud været forbi selv samme herre og fortalt ham, at jeg var sikker på at den mængde vand der var kommet ikke var væk endnu. Banen stod under vand. Herren mente at der INTET var i vejen med banen, så måtte traske 2,5 km ud på banen for så at se med egne øjne at banen var TOTAL uspillelig. Der var vand i alle bunkers, store vandpytter på fairways og dele af greens var også dækket af vand. Nå men jeg fik overbevist dommeren om, efter lang diskussion, hvor jeg talte lidt hårdere end jeg normalt gør, at the man in charge skulle komme ud og kigge på banen. 5 min senere, gik vi atter mod klubhuset - AMATØRER! Nå men vi blev færdige og det gik godt, men jeg var mildest talt rystet over beslutningerne i ny og næ. Det var ikke ufarligt da det pludselig lynede og tordnede!
Skønt at turde tage konflikten og sige sin mening, hvilket ikke har været min stærke side før hen! Det giver lidt hår på brystet, og jeg er glad for at jeg gjorde det. 
Som sagt, så var jeg lidt shaky i starten af runden og var nemt 2 over par efter 6 huller, kunne have været 4-5 over.... :-/
Jeg fik dog styr på spillet, på roen og tilgangen til slagene og fik vendt runden til minus 1, og sluttede samlet 4 under par. Meget tilfreds!

Nu sidder jeg og venter på at komme hjem, vi måtte ombooke vores fly igår i pausen, da det pludselig stod klart, at vi ikke kunne komme hjem igår... Shit happens. Vejret er man ikke herre over jo :-) 

Glæder mig til at komme hjem og vil nyde resten af dagen og være tilfreds med mig selv og min præstation i denne uge, samt slutningen af turneringen i Holstebro!

Golfhilsner fra Rasmus

 

Nemmere sagt end gjort

2013-09-06 15:03

At tanke selvtillid lyder umidelbart nemt, men den sidste periode har været vanskelig på flere områder... Jeg var godt tilfreds med tingene i Himmerland og ugen efter i Sverige syntes jeg der var bud efter mere, men jeg rendte ind i nogle løse jernslag (slog dem langt og venstre - et slag alle gode golfspillere hader). Derfor tog jeg kontakt til træner Larsson og bad om hjælp til at komme væk fra det. Vi filmede det og fandt ud af hvad der skulle gøre bedre, ikke noget nyt, men en mindre detalje jeg har kæmpet med længe. fra toppen af tilbage svinget starter jeg for samlet med hele overkrppen og armene og får således køllen for meget ud foran mig selv, og jeg lader timingen med hænderne tage over. Det er svært at være stabil når jeg gør det i for høj grad. Ugen i sverige bar præg af det!!! Oven i det, var jeg ramt af sygdom og var således ikke på toppen. Ugen derefter fik den lidt gas i fitness, som viste sig at være en skidt disposition. Jeg har spillet meget, RIGTIG meget på det sidste, og ikke rigtig fået nogle længere træningspas ind i programmet (golftræning). Det kan også være grunden til at jeg kæmper mere end normalt med svinget pt. Nå men 4 dage i fitness i træk, tappede for kræfter, selvom jeg følte jeg havde godt med overskud viste det sig, at det gav bagslag. Jeg var mentalt og fysisk ikke til stede i weekenden efter Sverige hvor vi spillede DM slutspil på ledreborg. Det blev kun til bronze, hvilket ingen fra holdet er tilfredse med. Personligt var jeg meget skuffet over mig selv, og fandt hverken glæde eller overskud til at nyde slutspillet. Jeg præsterede langt under niveau og havde det rigtig skidt på banen, mentalt især. Det var en tough weekend!!! Det skal nok ses i lyset af en krop der ikke var ovenpå, og et helbred der stadig skrantede. Ikke det smarteste at køre på med fitness efter en god forkølelse. Jeg måtte sande at jeg havde kørt mig selv for hårdt, og betalte prisen. Skidt blev værre, da jeg allerede mandag morgen (efter 18 huller fredag, 36 lørdag og 36 søndag) skulle spille The Hurdle i Søllerød. Jeg kæmpede også der gevaldigt med humør, spil og træthed. Total drænet!!!
Jeg fik mig kæmpet rundt i minus 1, på mindre skøn vis og spillede 11.000 kr ind på kontoen. Det var egentlig fint. En rigtig grinder dag kan man vel kalde det!
Selvom kroppen hungrede efter hvile, var jeg atter på kontoret allerede dagen efter, hvor det gjaldt en tidlig morgen pro am i Kokkedal forud for ugens turnering Willis Masters. Det var nu en hyggelig dag, men med blandet spil!
Onsdag morgen viste sig at blive en hård start på dagen, for jeg vågnede med feber, ondt i halsen og mildest talt bare slet ikke ovenpå fysisk. Det påvirker altså den mentale del af spillet, og jeg må sande, at jeg var helt uden chance for at løfte spillet til et acceptabelt niveau. Trods dårligt spil og rigtig dårligt helbred kom jeg til 1 under efter 10 spillede huller. En skidt afslutning på dagen sendte mig 3 over par for dagen, og anden runde skulle pludseligt være god for at være med sidste dag. Jeg sov 14 timer mellem første og anden runde! Efter et par træninger med Thomas, fandt vi frem til noget der gav mening teknisk, som jeg kune udføre og som blev min spille tanke. Det gik ikke for godt til at begynde med, og var hurtigt mange over par og uden chance for at klare cuttet. Alligevel besluttede jeg mig for at den sidste periode med dårligt humør, helbred og resultater måtte stoppe, og hævede niveauet på resten af runden. Jeg kunne godt have været 5-6 under på de sidste 10 huller!
Jeg var glad for at jeg trods modgang fik vendt det til noget positivt og gik fra runden med en smag i munden jeg kunne holde ud og som ikke føltes som et nederlag, selvom jeg sluttede langt nede i feltet. Nogle gange er der her spil bare meget svært, og jeg har ramt sådan en periode lige nu. Det er skidt timing, men jeg ved hvad der skal til for at komme ud af det, og jeg står selv med ansvaret.
Jeg tager den lige med ro et par dage og kommer ovenpå fysisk, så skal der trænes fem mod en stærk afslutning på året. Jeg har været alt for svingende iforhold til hvor godt jeg har ligget rent teknisk, og hvor meget jeg har fået ud af det!
Tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed og så lidt mere :-) på læben!!!

God weekend

Rasmus Hjelm
 

<< 6 | 7 | 8 | 9 | 10 >>