Hårdt ikke at være på Catalunya lige nu :-(

Hvis der er nogen der er i tvivl om det, så gør det altså ondt ikke at være en del af feltet på Catalunya ved Girona (Barcelona). Især når man følte spillet, putningen og det mentale var på plads i sidste uge på 2nd Stage. Jeg er ikke helt ovre skuffelsen endnu, men forsøger at lave denne blog alligevel.
Sæsonen er slut for mit vedkommende, og der er vel ca. 4 måneder til turneringer igen kommer på programmet for mit vedkommende. Mærkelig følelse :-/
Jeg har lidt svært ved at nyde det "break" der følger med min exit på Tour Skolen.
I sidste uge syntes jeg, at jeg var i kontrol over de ting jeg kunne styre, og syntes set i bakspejlet at jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Jeg ved ikke hvor mange der har fulgt med på nettet, men ud fra mine scores kan det godt virke lidt ustabilt og ukoncentreret på enkelte huller. Jeg præsterede 15 birdies og 3 eagles over 72 huller, som uden bogeys kunne have ført til 21 under par for turneringen. Jeg var bedst af alle i feltet på par 5 hullerne, og noterede således: 3 eagles, 7 og 6 pars. (samlet set 13 under på dem). Jeg sluttede kun 3 under par for turneringen, og fire slag fra avancement.
Som jeg skrev, så var jeg i kontrol over mit spil, min putning og mig selv, så det er en meget frustreret Rasmus Hjelm der sidder og taster på computeren lige nu. Var godt nok helt til hundene efter sidste runde.
Jeg var godt kørende, og spillede stabilt og lå -7 efter to runder. Tredje runde skulle så vise sig at blive afblæst inden jeg kom på banen grundet hård vind. Boldene kunne simpelthen ikke ligge stille på de hurtige greens. Dagen efter var situationen lidt den samme. Den generelle vind var lidt svagere, men der var tilgengæld vindstød der gjorde det total tilfældigt, som viste sig at ramme mig på hårdeste vis på mit 4. hul under 3. runde.
4. hul er et kort par 4 hul, med god plads, som alle slog efter at komme tæt på. Det målte 275 m., og spillede 6 m. op af bakke. I første og anden runde var jeg lige kort af green, og udnyttede disse to forsøg til at notere en birdie af to mulige chancer. Acceptabelt. På 3. runde var vinden lidt fra venstre og lidt hjælpende, så det var muligt komme helt op på green, hvilket var intentionen med drivet den dag. Jeg gav den et godt sving som startede lige på pinden og var ramt lige i r....! Med 50 m tilbage mod green blæste den pludselig lidt mod højre i et kraftigt ryk, og den endte retningsmæssigt lige højre om green mod green bunkeren. Den bouncede ikke så jeg var overbevist om at bolden var landet carry i green bunkeren lige højre om green. Mine to medspillere lå lige kort af green, hvor jeg havde ligget de først to dage. Ingen bold var at finde i green bunkeren, så søgningen efter en Titleist 2 med #87 markeret på bolden begyndte. Der var tilskuere omkring green som intet havde hørt eller set, og det gjorde det en smule frustrerende at bruge 2-3 min på at lede efter en bold i et område hvor bolden bare ikke kunne blive væk, no way in hell det kunne lade sig gøre. Jeg ramte den som sagt godt, så det var udelukket at den var kort af bunkeren. Derfor måtte jeg gå bag green i et buskads og lede videre, hvor jeg lynhurtigt lokaliserede min bold midt mellem spanske busktræer. Min første tanke var, "pyha, så slap man for at gå tilbage til tee stedet!"
Bolden lå sådan at jeg godt kunne svinge tilbage, men ikke igennem efter boldtræffet, og jeg måtte spille den skråt bag ud hvis jeg ville slå til den. At droppe den virkede total umuligt, da jeg lå på en skråning der ville give et tilfældigt leje hvis først bolden blev droppet og fik chancen for at rulle. Jeg besluttede mig for at forsøge at slå den tilbage i spil. Resultate af beslutning og slagets udførelse medførte et drop, da bolden sad fast i busktræeet foran mig, og lå total uspillelig. Set i bakspejlet var det nok bedre at have gået tilbage på teestedet, men jeg følte godt jeg kunne redde situationen og tog en chance jeg følte var rigtig. Nu kom så det jeg ville undgå ved at slå til den, for at droppe på den skråning medførte endnu mere lotteri og tilfældigheder. Derfor var min plan at droppe et sted hvor jeg var sikker på at den ville rulle mere end 2 køllelængder, således jeg efter to drop kunne placere bolden og sikre mig at jeg fik et leje der kunne spilles videre fra. Første gang jeg droppede lykkedes min plan perfekt, men anden gang, ramte bolden på vej ned af skrænten en lille sten som bremsede den og bolden kom til hvile bag en lille rod, som gjorde at jeg ingen slag havde overhovedet. jeg kunne enten putte den til siden (30 cm) eller droppe igen! Jeg puttede den 30 cm til siden, lobbede den tilbage på green og lå nu 20-25 m. fra hullet i 5. Kæft det går hurtigt :-(
Taxameteret talte, og jeg var en smule hylet ud af den. Det efterfølgende 3 putt, resulterede i 8 slag på hullet, og så var man ligesom lidt tilbage i stillingen igen. Alt det gode og stabile spil, blev lige rystet godt, takket være et hårdt vindstød, et uheldigt leje og en uheldig udvikling af en række beslutninger som jeg havde overvejet grundigt i situationen. Jeg var 1 under for runden inden 4. hul, men 3 over efter hul 4. Jeg er stolt over rmin måde at komme igen på, og havde således et putt på 10. hul på godt 1,5 m. for at være tilbage i par for runden! Den brændte jeg, da et kæmpe vindstød gjorde at det break der var læst og spillet udeblev grundet pludselig sidevind :-(
Lignende vindstød bar min bold fra højre side af fairway på 12. hul over venstre om fairway i en bunker, som efterlod mig 116 m, ned af bakke i en god sidevind med vand venstre om green. Jeg chippede et 9 jern, som var ramt godt, men så aldrig bolden grundet sand i hele masken. Jeg fik at vide at bolden var blæst helt over i vandet venstre om green. Resultatet på hullet blev en double bogey, og pludselig havde stabilt spil, gode slag og gode beslutninger taget mig til 3 over par for runden! Man bliver altså lidt shaky når man oplever sådanne situationer, og det er svært at parkere følelsen af at man bliver røvrendt af tilfældigheder og at man er det uheldige offer for det barske vejr. Jeg parkerede følelsen og kæmpede videre, men slog måske efter et par pinde jeg ikke skulle slå efter i håb om at hente et par slag mod slutningen af runden. Reslutatet blev to yderligere bogeys, som kom efter at have shortsidet mig selv over green :-(
En runde i 76 (+5) sendte mig fra en god placering i toppen ud af "varmen" og pludselig blev 4. runde til en svær opgave. Jeg bevarede troen på at det kunne lade sig gøre, for spillet var godt, putningen god og følelsen havde været god hele ugen. Jeg fik en god start med to birdies på de første 4 huller, men løb så igen ind i noget tilfældigt/uheldigt på mit 6 hul. Midt i tilbagesvinget fik jeg en flue i øret, og jeg fik halvkikset mit 2 jern fra tee og hookede det ned i en fairway bunker til venstre. Med 92 m til flaget og en bagkantspind, så var det pludselig en lidt "kilden" pind jeg stod overfor. Jeg vidste at mit sandjern passede godt, men med sandlejet ville bolden spinne minimum 10 meter tilbage og jeg var jo i en position hvor pinden var i fokus, det skulle den være. Jeg chippede en 48 graders wedge som deværre blev 10 m for lang. Igen shortsidede jeg mig selv, lobbede den for kort af green, chippede mit 4. slag ind en meter fra pinden, men brugte 3 putts på at få den i hul, med en 7´er som resultat. Det ødelægger momentum i en så høj grad, at man faktisk er 90 % sikker på at nu sluttede eventyret. Sej mentalt som jeg var, så lavede jeg birdie på hul 8 og 9 og vendte situation fra mission impossible til mission possible. Jeg troede stadig på det, og havde stadig den fornemmelse i maven, af at der var spænding og tænding på. Ingen birdies på 10,11 og 12, hvorefter dagens første dårlige slag kom, og en begravet bold i bunker på 13. hul, gjorde det svært at komme op-og-i for par. Det er klart at det så småt går op for en at løbet er kørt, men jeg var stædig og lavede en god birdie på hullet efter. Situationen var den at jeg var minus 3 for turneringen med 4 huller igen. Jeg vidste at jeg skulle til minimum 7 under par, og helt 8 for at være sikker. Birdien udeblev på 15., men på 16. fik jeg igen blod på tanden. Det smalle par 5 hul, gav ingen andre valg end at tee driverne op og give den 100 % fuld gas. Jeg slog et svæv ned midt i anlæget  og havde således kun 137 m til pinden på det 500 m lange par 5 hul ;-)
Et lille 9 jern til 2 meter, gav igen igen troen på at det ikke var ovre, men kort efter da jeg puttede den kort midt i, var gassen definitivt ude, og de sidste to huller blev bare huller der skulle overståes. Den sikre birdie på hul 16, blev udlignet på 18, da jeg slog et forfærligt slag i bunker højre om flaget med nærmest umulig ind-og-i bunker situation. Løbet var kørt, så det var kun af kosmetisk betydning ag jeg noterede 5 slag på 18 hul (bogey).

Jeg var virkelig virkelig ked af det efterfølgende, for spillet var jo rigtig godt, og alle de røde tal vidner om et niveau der er godt nok til at jeg burde være med i dag på Catalunya. Det gør ond at følge drengene på livescoren velvidende jeg burde være der. Jeg håber det bedste for dem alle, men skuffelsen over ikke at være en del af feltet er alt overskyggende lige nu. Jeg er for god til ikke at være med der!

Den næste tid rører jeg ikke golfkøllerne, jeg skal lige have det hele på afstand.

I bund og grund har det været en turbulent sæson, der startede med store ambitioner om at gøre det godt på CT, som desværre ikke blev aktuelt. Jeg kom ikke ind i nok turneringer på min egen kategori, Danmark havde ingen invitationer til spillere med adgang til CT, billetterne blev for dyre, presset for stort og jeg syntes det blev en uoverskuelig, dyr og alt for svær kamp at tage op.
Jeg fik sadlet om, sat mig nye mål som jeg hurtigt kom på sporet af og gav mig selv mange chancer for at stå øverst på podiet. Det skete ikke og jeg blev efterhånden utålmodig med spillet og de manglende sejre mit spil lagde op til i flere omgange. Jeg ramte en svær periode hvor jeg som sagt spillede uden tålmodighed, uden tollerance og uden glæden i spillet. Det fik jeg ændret godt i de sidste 3-4 turneringer af sæsonen som bød på gode resultater på ny, og jeg tog det med mig på first stage, og sågar også på Second Stage. Gjorde rigtig mange ting godt, men resultatet udeblev!
Det er naturligt ikke at være tilfreds med det udgangspunkt, at jeg næste år ikke har adgang til større turneringer end ECCO og Nordea Tour, men omvendt så giver det en mulighed for at stå overfor en sæson hvor jeg har nemt ved at planlægge hvad der skal spilles, og jeg skal kun tænke på Nordic League!

Jeg skal lige sunde mig lidt, førend jeg finder motivationen til at påbegynde en god vintertræning med øget fokus på det fysiske.

Pøj pøj til danskerne på Final Stage.

Rasmus Hjelm