Blog

Status med træningen :-)

2015-02-04 10:26

Hej folkens.

 

Jeg opdagede lige det var et stykke tid siden jeg har skrevet her på siden, så jeg tænkte jeg lige ville bruge lidt tid her en onsdag formiddag inden jeg skal ud og træne :-)

 

Det er gået fint med træningen. Faktisk rigtig godt! Jeg har som tidligere berettet givet den rigtig meget gas i fitness, med tanke på at få noget masse på kroppen samt at få styrken op på et endnu højere niveau end forgående sæsoner. Og så har jeg ikke ville gå på kompromis med konditionen. Jeg må sande at det er sværere end forventet. Jeg har et helt vanvittigt stofskifte, som gør at det er svært at øge vægten. Jeg har spist meget, og mere end jeg plejer samt trænet godt og varieret, med både tunge og lette løft. Jeg har virkelig arbejdet hårdt med det, og jeg syntes også jeg er et godt sted styrke mæssigt, vægten følger bare ikke med som jeg havde håbet på. Jeg har via benhård træning taget 1,5 kilo på på to måneder, og begynder nu så småt at køre mere eksplosivt med færre sæt, flere øvelser og meget meget mere stretching. Jeg opdagede i Rødovre, hvor jeg træner mest pt., at min svingspeed var faldet hen over vinteren trods det at jeg er et bæst i fitness centret. Det bekymrede mig, og fik mig til at ændre på træningen i centret. Jeg er rigeligt stærk nu, og jeg skal bare have noget eksplosivitet ind i det. Det kombineret med mere fokus på bevægelighed bliver nøglen fremover. Tung styrke træning går lidt ud over bevægeligheden. Men jeg er godt igang nu, og jeg satte faktisk personlig rekord i sidste uge. Jeg fløj et drive 284 meter på trackmann, som sluttede på dejlige runde 300 m. Jeg fik min sving speed helt op over 120 (121,6 for at være nøjagtig) så det var en dag med tilfredshed hos Rasmus Hjelm. Det var begyndt at blive lidt bekymrende, men samtidig godt at jeg nåede at få ændret mit fokus i tide, altså inden sæsonstart. Man kan godt blive lidt bidt af træningen i fitness, i sær når man mærker så stor fremgang som jeg oplevede gennem december og januar. 

 

En anden ting jeg har erfaret, som giver god mening, mit stofskifte taget i betragtning, så er det altså svært at træne for at blive større og stærkere samt opbygge en jern kondi samtidig. Jeg har primært holdt mig til intervaltræning, med spurter og roning etc., men en god kondition øger jo også den daglige forbrænding, som derved bremser muligheden for at blive væsentligt tungere. Nå nok om fitness, jeg er lidt nørdet hvad det angår, så må hellere stoppe her. Det er jo golfen der er primær fokus, og det er også det der er fuld fokus på frem mod d. 18. februar, hvor jeg drager sydpå for at spille 4 turneringer i Spanien. Jeg glæder mig helt vildt, men er også lidt nervøs ved tanken. Ikke negativt nervøs, nok nærmere spændt på at se hvordan spillet er udendørs :-) Jeg har ikke spillet udenfor på en bane i lang tid nu, så det blliver nok lidt sværere at få det til at hænge sammen de første par gange end forventet. Omvendt så glemmer man jo ikke at cykle når først man har lært det - jeg tror og håber på at det kommer hurtigt.

 

I sidste uge fik jeg en lille forskrækkelse da jeg trænede udenfor på Royal. Det var pivende koldt og jeg frøs mine fingre efter en halv times tid ca. Jeg besluttede mig for at slå nogle drives for at få lidt mere fart i kroppen og dermed også varme. Det femte drive gav desværre en ubehagelig oplevelse af at jeg rev noget over i min venstre hånd, og jeg måtte stoppe træningen derefter med det samme. Jeg kontaktede straks bagefter min massør som også er zoneterapeut og dygtig til at behandle små skader. Jeg var inde hos ham allerede dagen efter om morgenen og fik at vide, at det formentlig skete som resultat af overtræning i fitness centret. Mine muskler var simpelthen trætte, og kunne ikke tage imod de små "stød" armene får når man rammer en golfbold. Jeg har siden starten af sidste uge ikke rigtig trænet overkrop, og holdt mig til bentræning samt konditionstræning. Endvidere fik hånden 3 dages pause og så har jeg slået bolde med tape omkring håndleddet siden. Det er stadig ikke super godt, men det bliver langsomt bedre og bedre. Jeg skal have behandlig igen imorgen, og så må vi se hvordan meldingen lyder :-) 

 

Nu skal jeg ud til Rødovre og slå lidt bolde. Skal nok være forsigtig og varme ordentligt op ;-)

 

God dag rundt omkring.

 

Hjelm

Nyt år, ny sæson, nye udfordringer og nye mål :-)

2015-01-05 15:39

Hej Folkens.

Godt Nytår.

Ordet "nyt år" passer meget godt til de tanker, der leder mig ind på denne blog. Jeg beklager den lange tavse periode her på siden, men jeg garanterer at i vil forstå det hele efter denne blog. Jeg har forsøgt at blogge et par gange, men jeg slettede mere end jeg skrev og ordene kom bare ikke rigtigt til mig. Det var enten dumt, usagligt eller mindede om en sang fra de varme lande. Jeg kunne ikke stå indefor det eg skrev. Derfor kommer bloggen først nu.

2014 var et godt år, hvor jeg forbedrede mine statistikker som indledningsvis var primær fokus. Samtlige statistikker blev forbedret, nogle mere end andre. Min filosofi var, at forbedrede jeg alt fra a til z, så kom der også resultater ud af det. Og det gjorde der. Jeg vandt en turnering, havde 10 øvrige top10 placeringer og satte personlig indtjeningsrekord på Nordic League. Alt hvad jeg havde sat mig for, rent process mæssigt, lykkedes. Hvorfor er det så, så svært at blogge om sæsonen 2014 og i særdeleshed om 2015? 

Jeg gjorde hvad jeg kunne og er tilfreds med min egen indsats. Problemet ligger mere i det endelige resultat, som hed en 7. plads på Nordic League Ranking, end noget andet. Fair nok, jeg gik efter at vinde listen som mit drømmemål, eller som minimum at slutte i T5. Dette mislykkedes. Mit niveau over sæsonen blev overgået af 6 andre, hvilket historisk set, når man kigger på indtjeningen, er uhørt. De senste 4-5 år havde min indtjening været god nok til at slutte i T5. Hmmmm, hvad udleder man så af det? Der var to personer der i særdeleshed stak af, og som hurtigt efterlod tre pladser at spille om. Billing og Glennemo spillede simpelthen på et niveau, der overgår hvad Lucas Bjerregaard og Jesper Keegård tidligere har præsteret. Dengang de vandt Nordic League, fik de mange kæber til at blødne og folk måbede over niveauet. Vildt imponerende hvad Billing og Glennemo udrettede i 2014! Dertil kom så en norsk fyr (Elias), som på en halv sæson på Nordic League også spillede sig ind i varmen med 2 sejre og 2 andenpladser. Han præstation rangerer ligeså højt som med det Billing og Glennemo præsterede. Elias havde "bare" en halv sæson at gøre godt med, hvilket var nok - WOW. Han sluttede sikkert i top 5. Med altid stabile og helt utrolig stærkt puttende Steven Jeppesen, så var der efter en halv sæson kun én plads at spille om. En plads jeg bestatte i lang tid, men som ikke holdt til regnskabets time kom, og sæsonen var ovre. Jeg blev passeret i aller sidste turnering, til trods for en god turnering med en 5. plads som resultat. Vild vild sæson på Nordic League! Det kan vel betegnes som det højetse niveau man nogensinde har set. 

Hvad ingen vidste, var at jeg blev stillet et ultimatum, hvilket jeg forstod og accepterede 100%, og det skal siges at det på ingen måde har påvirket mig negativt. DGU´s landshold forlangede, at hvis jeg fortsat skulle være en del af truppen efter 2014, skulle jeg som minimum være på Challenge Tour. Det lykkedes ikke, og min chance på Tourskolen blev væsentligt ødelagt af halsbetændelse og feber, som betød at second stage blev min endestation sidste år. Dermed vidste jeg godt, at min tid på landsholdet var ovre. Det betød at jeg mistede min træner, en del økonomisk støtte, mental træner og fysioterapeutisk sparring. En hård pille at sluge, og det gav mig også anledning til at tænke over fremtiden. Var dette endestationen for Rasmus Hjelm? Jeg troede det, og jeg var egentlig afklarret med det. Jeg var ked af det og jeg var trist, men samtidig godt klar over, at jeg formentlig havde spillet min sidste turnering som playing pro. Vildt ubehageligt, efter en i bund og grund succesfuld sæson, også indeholdende debut på Europatouren, med klaret cut til følge! Et par uger gik, og jeg snakkede lidt med nogle personer og evaluerede sæsonen samt snakkede fremtid, og det fik mig til lige at tænke ekstra over tingene. Jeg havde undersøgt optagelseskrav på tre mulige uddannelser, som jeg et eller andet sted godt kunne blive glad for, hvis nu golfen var passé. Et eller andet sted havde jeg ikke lyst til at stoppe, jeg havde mod på mere og jeg havde stadig ilden inden i som brændte, blot på midlertidig lavt blus. Jeg fik snakket med Flemming Astrup, min træner Thomas Larsson, et par kammerater, min kæreste Michelle, Mor og Far og jeg fandt frem til, at ilden var stærk nok til at den ikke skulle slukkes endnu. Jeg er ikke færdig med golf, og det er ikke fordi det bare er det letteste valg, at vælge et år mere... Jeg har en 3 årig plan, som skal lykkedes. Den kan godt vælte allerede efter et år, men jeg har en plan 3 år frem som jeg går efter. Jeg har sat nogle kriterier op som skal opfyldes for at jeg fortsætter. Indtil videre går det fint frem ad med at etablere det man kalder basen forud for en sæson. Jeg har nogle krav til hvad der skal til hvad angår økonomisk støtte, træner og opbakning fra baglandet.  Opbakningen hjemmefra er på plads, og jeg har løst træner situationen. Jeg har et par emner i ærmet hvad angår mental træner, vedkommende ved det bare ikke endnu :-) Økonomien kan og skal blive bedre, men jeg arbejder på højtryk for at komme i mål!

Så nu er det bare på med vanten. Arbejdshandskerne er fundet frem, vabelplastre købt og jeg begynder at træne så meget som muligt frem mod Winter Series i Spanien, først på Lumine og dernæst på Catalunya.

 

Jeg håber i forstår, at det har været svært at fatte keyboardet og skrive noget brugbart før nu. Det ligger bag mig nu, og jeg ser frem af, 2015 er fyldt med muligheder, og jeg ser frem til at tee´e bolden op igen :-)

 

Godt nytår

Rasmus Hjelm :-)

Brug for en god uge ;-)

2014-10-06 11:38

Hej med jer.

 

Beklager den manglende opdatering. Programmet har bare været så pakket at jeg ikke lige har fundet tid til at sætte mig ned og få skrevet siden Himmerland.

 

Jeg har spillet en del turneirnger siden og jeg kan ikke huske præcist hvordan de forløb, dog har det været solidt spilmæssigt og scoremæssigt.

Turneinrgen i Kokkedal umiddelbart efter Himmerland blev til runder i 67 (-5), 70 (-2) og slutteligt 66(-6) - samlet -13. Det ramte til en 4. plads.

Efter Kokkedal spillede jeg first stage på Qulification School, som forløb som ønsket. Jeg kom sikkert videre efter runder i 67(-59, 68(-4) og en tredje og sidste runde i 70(-2). Vi spillede ikke en fjerde runde grundet hård regn under hele dag 3, som gjorde banen uspilbar. Der blev gjort hvad der kunne, men grundvandet var så højt, at det vand der forsøgtes pumpet væk, kom lige så hurtigt tilbage igen. Jeg blev nummer 3 til first stage :-)

 

Efter first stage på tourskolen, gik turen til Bogense hvor Ecco Tour afholdt første afdeling af året nyt tiltag, Freja Final 4. Jeg spillede rigtig godt alle dage, men puttede skidt i første runde, hvor jeg åbnede med en runde i 72 (par). To afsluttende gode runder i hhv 65(-7) og 67(-5) fik mig til 12 under par og jeg sluttede på en 8. plads. Absolut godkendt efter en runde i par som udlæg!

Dagen efter Bogense startede slutspillet i divisionen som i år endte med guld til Aalborg (os) efter et par gode matcher. Jeg selv vandt 3 af fire matcher og delte den sidste. Alt i alt en herlig weekend, om end lidt hård, så var det rigtig sjovt :-) Guldet kom tilabge til AaB og det var min 4. guldmedalje med Aalborg. Så vidt jeg ved var det guld nummer 12 på 22 år... ret godt tænker jeg ;-)

Ugen efter DM guldet gik turen til Sverige, hvor vi spillede anden afdeling af Freja Final 4 på Vallda G&CC. En fed linksbane i fed stand. Spillede ret godt de første to dage og lå efter to runder på 9. pladsen i -1 efter 69 (-3) og 74 (+2). I sidste runde løb jeg ind i uvejr med putteren og slog et enkelt drive der kostede dyrt. En finale runde i 77 (+5) kostede en Top10 placering og jeg sluttede som nummer 16 :-( Ærgerlig uge.

 

I sidste uge havde jeg regnet med noget stort i Himmerland, en bane hvor jeg kun har gode resultater at kige tilbage på. Aldrig har jeg sluttet udenfor top 7! Jeg havde et par lidt mærkelige prøverunder med var hhv - 4 og - 6 på Old og New Course, så scoringen var god, spillet var lidt blandet, men jeg kom godt rundt. Da turneringen startede fik jeg en god start og kom til 3 under par efter 8 spillede huller på Old Course, men tynde lange jernslag og et par sløje drives kostede undervejs en double bogey og en sjælden par på det nemme par 5 hul 14. Jeg kom rundt i minus 2, hvilket ikke er godt, dog heller ikke katastrofalt. I andenrunde startede jeg lidt shaky og var over par efter 8 huller på new course. Sjældent for mig i godt vejr på Himmerlland! Dog begyndte det at blive bedre og jeg fik den til minus to slutteligt og total 4 under par inden sidste runde, et slag fra top 10. Jeg var ikke tilfreds med hverken spil eller scoring inden sidste runde, og håbede på at spille en god finalerunde og kravle mod toppen. Jeg fik den start jeg ønskede med en solid birdie på 1. hul men lavede en lidt for nem bogey på 3 hul som satte en kæp i hjulet for at bevare momentum. Jeg fik yderligere bogeys på 5, 6 og 7. Meget frustrerende for eneste hul jeg var i problemer på var 5 hul, hvor jeg fik et fairway bunkerleje som ikke tillod mig at slå mod green. Det var alt alt for nemme bogeys og jeg begyndte at mærke frustrationerne inden i :-(

Trods fire birdies på en dag hvor Himmerland viste sin sande side med hård vind, så skrev jeg under på 77 (+4) og sluttede desværre langt tilbage på en delt 23. plads. Det er hårdt at kigge tilabge på den turnering, men samtidig må den i glemmebogen hurtigst muligt - faktisk azap, for i næste uge venter sæsonens vigtigste turnering for mit vedkommende. Jeg skal bruge et top resultat for at hente Oscar Zetterwal på den 5. plads som der vel egentlig kun er tilbage at kæmpe om. De øverste fire pladser er så godt som sikre. Det bliver en spændende uge, hvor jeg skal indstille mig på at spille aggresivt, men samtidig smart.

 

Kryds fingre for at spillet peaker i næste uge :-)

 

Rasmus Hjelm

 

 

 

 

Tid til en update - Made in Denmark var for vildt ;-)

2014-08-18 13:42

Jeg kan se at det er ved at være et stykke tid siden jeg har fået opdateret bloggen, så nu efter en hård uge, en mandag hvor der vaskes tøj for de sidste 2 uger og vejret er L... så benytter jeg lige lejligheden til at sætte mig ned og skrive lidt om den sidste tid.

 

Jeg troede jeg skulle vinde turnering nummer to første uge i Finland, men måtte sande at mit spil toppede et par dage for tidligt. Jeg fik skudt -4 under 9 hullers spil dagen inden Pro Am´en. Jeg var -6 under selve Pro Am´en og åbnede således også turneringen med -6. Alt kørte godt og jeg så faktisk ikke problemer på de 3 dage, derfor var det også naturligt for mig at tænke på at vinde turneringen og cementere T5 på Nordic league ;-)

Desværre kom der grus i maskineret de sidste to dage og det var som om at mine grips pludselig var firkantede og greens umulige at putte på. Vildt som man kan gå fra kotrol og stress fri golf, til at kæmpe for en score. Jeg blev tydeligt irriteret over dette og det kostede en regulær nedsmeltning spilmæssigt og jeg endte langt nede som nummer 30 efter 3 dage. SKOD!

Ugen efter i Finland syntes jeg faktisk spillet var fint, men jeg scorede ikke godt nok, og dummede mig gevaldigt ved at skifte putteren ud, ganske vist med en lignende, dog lettere i vægt og en halv tomme kortere. Hold da op hvor puttede jeg skidt fra 2 meter og ind, så det var med blandede følelser at jeg mistede cuttet med ét slag, og det var nok mest dyre lærepenge og en reminder om ikke at skifte udstyret i håb om at sænke flere putts.

Dernæst gik turen til Green Eagles, Tyskland tæt på Hamborg. Hvor der blev spillet Made in Denmark Qualifier. Det har været sådan i år, at jeg, uden at kende en forklaring på dette, har spillet mindre godt på Ecco Touren, men tilgengæld ret godt på Nordea Touren. Dette betyder, at inden turneringen i Tyskland ikke var i nærheden af at kvalle til Europatouren via Ecco Tourens liste (T3 fik Wildcard på listen). Målet var derfor klart, og jeg skulle lave en T3 placering i Tyskland, hvor også de bedste 3 fik tildelt et Wild Card til Himmerland. Jeg spillede ikke så godt, om end jeg kæmpede godt og sluttede fint af de sidste par dage. En 16 plads blev det til, og ingen ET til mig - i første omgang. Jeg havde snakket med Flemming under turneirngen i Tyskland som fortalte at der var lidt flere Wild Cards end først forventet og han gjorde mig bekendt med hvilke faktorer der spillede ind ifht. at komme i betragtning til et Wild Card. Jeg var godt klar over, at jeg selv var i betragtning til et Wild Card efter samtalen, men forsøgte i bedste forstand at klare skærene selv. Det lykkedes desværre ikke. På vej hjem i bilen blev jeg ringet op blev fortalt at Flemming havde tildelt mig et af de i alt 3 Wild Cards som han uddelte efter turneirngen, ud over de 3 der blev spillet om. Kæmpe forløsning, og jeg er meget taknemmelig over Flemmeing beslutning, og var hurtigt fokuseret på at ville bevise at jeg var valget værd!

Inden MiD, gik turen forbi Isaberg i Sverige. Isaberg har jeg spillet et par gange før på Nordea Touren, og er vild med banen. Det er en rigtig fed bane, som jeg har været tæt på at vide på. Det er altid fedt at komme tilbage til en bane man har gjort det godt på ;-)

Jeg sluttede som nummer 22, hvilket ikke er fantastisk, men heller ikke katastrofalt. Jeg havde primært mit fokus på at drive bolden godt (med tanke på Himmerland til ugen efter) og så få trænet igennem med wedgen. Det lykkedes godt, og jeg var således rimelig godt forberedt til Himmerland.

 

Made in Denmark:

 

Ugen, turneringen, oplevelsen som står for mig som det fedeste jeg endnu har været med til, uden sammenligning - måske med undtagelse af første sejr som professionel ;-)
Det er svært at sætte sig mål til sådan en turneirng, uden tidligere at have prøvet kræfter med "the big boys". Jeg havde som mål at klare cuttet og drømmemålet var en T10 placering. Ellers gjaldt det om at nyde oplevelsen, suge inspiration og lure lidt skills ud af øjenkrogen.
Forberedelserne op til turneringen gik fint, med undtagelse af det korte spil. Sjældent har jeg haft værre oplevelse af mit korte spil, som desværre satte sig i mig og varede ugen ud :-( Set i bakspejlen kunne jeg godt have sparret, som minimum 1,5 slag pr runde, hvis jeg havde ramt nogenlunde niveau rundt omkring grens. Forfærdeligt at opleve, men det overskygges stadigvæk af oplevelsen set over hele ugen. Jeg havde massiv opbakning fra familie, venner, min kærste Michelle, og klubkammerater. Havde sågar en god klubkammerat på tasken som caddy. Det fungerede helt kanon! Ros til Mikkel for at slæbe den tunge taske i 4 hele dage, han kan se frem til en ny putter på min regning ;-)
Jeg er glad for at dele denne oplevelse med dem, for uden dem som vidne til begivenhederne, havde det været svært at forklare hvor sjovt det egentlig var! Jeg reagerede rigtig fint på de mange folk (læs: MANGE), om end der var lidt spænding på ved første tee alle dagene. Det er lidt uvant for mig med så mange tilskuere, men som ugen skred frem syntes jeg bare det blev federe og federe.
Som golfspiller og en af dem med god længde på, så vil man altid gerne gøre det godt på par 5 hullerne, men jeg tror ikke der var en eneste spiller i feltet der inden runderne gerne vill bytte birdie ud på par 5erne med fugle på hhv 7,10 og 16 :-) Der var så mange mennesker rundt om de greens, at det er umuligt at forklare og beskrive. Det var som om at man kun så green og flaget på green, alt andet var bare mennesker. Meget impnerende. Jeg var så heldig eller dygtig om man vil, at jeg fik lavet birdie på både 7,10 og 16 i løbet af turneringen og hvilket brøl der fulgte med - WOW :-) Gåsehud, smil på læben og en følelse af at man er verdens bedste i et kort øjeblik :-) 

Jeg er stolt over at spille med i alle fire runder, og ved nu hvad man kan forvente sig på den store tour. Jeg føler lidt at jeg kunne og skulle være nogle slag bedre over 4 dage, men men... godkendt debut og jeg er vel en af de eneste der kan prale af at have klaret 100 % cutts på Europa Touren, ha ha :-)

Jeg spillede ikke med nogen der sluttede i toppen, desværre, men jeg må sige, at jeg er blevet mere overbevist om at jeg kan begå mig derude. Jeg slår bolden ligeså godt som dem jeg spillede med, faktisk længere end dem alle og med lige så fin præscision ikke desto mindre. Med tanke på at jeg havde lidt rygsmerter i sidste uge og følte mig begrænset i min bevægelighed, så er jeg rigtig godt tilfreds med ugens spil og hvad jeg præsterede. Eneste lille "øv" var at jeg ikke fik skudt en runde i par eller bedre, for spillet var godt nok til at det kunne have ladet sig gøre i to af runderne.

 

Jeg vil slutte her, og tømme vaskemaskinen :-)

 

God dag og tak for støtten :-)

 

Hjelm

 

 

nyt skaft i driveren og to finlandsture venter forude ;-)

2014-07-06 15:15

Så blev der lige tid til at opdatere siden. De sidste par uger har været lidt tynde resultatsmæssigt, men der har også været noget positivt ved det. Jeg syntes ikke jeg spiller så godt, slår mange tynde slag og har kæmpet med et lavt bundniveau. Jeg kom ellers fint fra start i Skjoldnæsholm i sidste uge, og vendte i første runde i minus to.På bagni og særligt de sidste 4 huller gik det så helt galt. Jeg slog en 3 wood out of bounds på et af de nemmeste huller på bagni, som resulterede i en dobbeltbogey, og så måtte jeg sande to vandture på sidste hul, efter et perfekt drive og kun 180 meter til pinden på par 5 hullet. En skidt udvikling, en skidt runde og virkelig en lang køretur hjem klokken 22 om aftenen. Vi blev udsat 3 timer under opvarmningen til runden pga torden vejr, så min start klokken 13 blev til en start klokken 16 i stedet. Jeg ved ikke om det var for lidt at spise eller bare en lang dag der skulle resultere i sådan en afslutning, det var ihvertfald en lang og hård dag på kontoret.
Anden runde spillede jeg heller ikke for godt og til trods for endnu en bold out of bounds så fik jeg den rundt i minus 1, og klarede cuttet på nummeret. Det er naturligvis ikke målet bare at klare cuttet, men at være en del af toppen, men der er stor forskel på at misse cuttet med 1-2 slag og ikke have chancen for at kravle op af leader boardet sidste dag, for uanset hvad man ligger på en Ecco Tour inden sidste runde, kan man altid spille sig i top 10 eller tæt på hvis man spiller en god sidste runde - altid! Jeg kravlede dog kun 10 pladser med en runde i par, og sluttede således som nummer 31. Det positive ved ugen, var at jeg trods skidt spil, mange løse slag etc. formåede at lave 11 birdies på 54 huller. Det ville jeg ikke have gjort for et-to år siden. At der er for mange blå skyldes for mange dårlige og destruktive slag.

Ugen efter gæstede vi Robert Karlssons barndomsklub Katrineholm, en bane jeg kendte da jeg spillede den sidste år. En kanon fin bane, som kræver lidt af hvert. 

Inden afrejse, faktisk to timer inden, kom pakke posten forbi med et skaft til min driver som jeg har ventet på ret længe. Jeg prøvede det for over en måned siden ved et tilfælde i Silkeborg. Jeg havde træning med Larsson og tilfældigvis var Titleist der også den dag med demo grej. Jeg fik lige prøvet et skaft eller to :-)

Der var et skaft der virkede til at være perfekt, så det måtte jeg bare have. Nu fik jeg det endeligt og så frem til at prøve det på banen. Det gav mig 3 mpg mere i sving speed og gav mindre spin ved træf i hælen af køllen, hvor jeg oftest rammer den hvis ikke den sidder i midten af køllehovedet. "win-win situation" som man siger :-)

Under Pro Am´en testede jeg skaftet og syntes faktisk det var godt. Jeg slog nogle lange ind imellem og drivede den faktisk ret lige - med undtagelse for en enkelt smutter. Derfor kom skaftet naturligvis med i bagen under første runde og faktisk i hele turneringen. At jeg ikke drivede den ret godt, var nok ikke skaftets skyld, og om jeg ville have drivet den bedre med mit gamle skaft finder vi aldirg ud af. Jeg skal lige vænne mig til vægten (lettere) i den og så skal jeg have svinget fra træningsbanen med ud på banen igen. Jeg ramte den skide godt før og efter runderne i Katrineholm, men jeg var ikke så god på banen. Jeg fik kigget i spejle på rangen og optaget video for at fejlfinde, men alt så faktisk fint ud. Jeg kæmpede med at finde en god rytme på banen og følte ikke svinget var "in sync". Efter runder i par, minus et og minus et, sluttede jeg på en 16 plads. Heller ikke noget vildt at skrive hjem om, men på samme måde som ugen inden, så formåede jeg igen at producere fint med birdies, blot for mange blå. I Katrineholm lavede jeg således 12 birdies. 

 

Næste uge (tirsdag) tager vi til Finland og spiller Aura Golf, en bane jeg sidse år blev nummer 3. på, ét slag fra omspil, så det må være en bane der passer mig fint :-) 

Efter Aura, er der friuge, hvorefter turen igen går mod Finland. Ser fem til begge turneringer og regner med at være i toppen af leaderboardet!

 

Jeg skal træne hårdt her de næste dgae for at blive mere "dus" med den nye driver og for at blive mere skarp på min rytme.

 

God lørdag og nyd nu sommervejret ;-)

 

Hjelm

<< 3 | 4 | 5 | 6 | 7 >>