Status med træningen :-)

2015-02-04 10:26

Hej folkens.

 

Jeg opdagede lige det var et stykke tid siden jeg har skrevet her på siden, så jeg tænkte jeg lige ville bruge lidt tid her en onsdag formiddag inden jeg skal ud og træne :-)

 

Det er gået fint med træningen. Faktisk rigtig godt! Jeg har som tidligere berettet givet den rigtig meget gas i fitness, med tanke på at få noget masse på kroppen samt at få styrken op på et endnu højere niveau end forgående sæsoner. Og så har jeg ikke ville gå på kompromis med konditionen. Jeg må sande at det er sværere end forventet. Jeg har et helt vanvittigt stofskifte, som gør at det er svært at øge vægten. Jeg har spist meget, og mere end jeg plejer samt trænet godt og varieret, med både tunge og lette løft. Jeg har virkelig arbejdet hårdt med det, og jeg syntes også jeg er et godt sted styrke mæssigt, vægten følger bare ikke med som jeg havde håbet på. Jeg har via benhård træning taget 1,5 kilo på på to måneder, og begynder nu så småt at køre mere eksplosivt med færre sæt, flere øvelser og meget meget mere stretching. Jeg opdagede i Rødovre, hvor jeg træner mest pt., at min svingspeed var faldet hen over vinteren trods det at jeg er et bæst i fitness centret. Det bekymrede mig, og fik mig til at ændre på træningen i centret. Jeg er rigeligt stærk nu, og jeg skal bare have noget eksplosivitet ind i det. Det kombineret med mere fokus på bevægelighed bliver nøglen fremover. Tung styrke træning går lidt ud over bevægeligheden. Men jeg er godt igang nu, og jeg satte faktisk personlig rekord i sidste uge. Jeg fløj et drive 284 meter på trackmann, som sluttede på dejlige runde 300 m. Jeg fik min sving speed helt op over 120 (121,6 for at være nøjagtig) så det var en dag med tilfredshed hos Rasmus Hjelm. Det var begyndt at blive lidt bekymrende, men samtidig godt at jeg nåede at få ændret mit fokus i tide, altså inden sæsonstart. Man kan godt blive lidt bidt af træningen i fitness, i sær når man mærker så stor fremgang som jeg oplevede gennem december og januar. 

 

En anden ting jeg har erfaret, som giver god mening, mit stofskifte taget i betragtning, så er det altså svært at træne for at blive større og stærkere samt opbygge en jern kondi samtidig. Jeg har primært holdt mig til intervaltræning, med spurter og roning etc., men en god kondition øger jo også den daglige forbrænding, som derved bremser muligheden for at blive væsentligt tungere. Nå nok om fitness, jeg er lidt nørdet hvad det angår, så må hellere stoppe her. Det er jo golfen der er primær fokus, og det er også det der er fuld fokus på frem mod d. 18. februar, hvor jeg drager sydpå for at spille 4 turneringer i Spanien. Jeg glæder mig helt vildt, men er også lidt nervøs ved tanken. Ikke negativt nervøs, nok nærmere spændt på at se hvordan spillet er udendørs :-) Jeg har ikke spillet udenfor på en bane i lang tid nu, så det blliver nok lidt sværere at få det til at hænge sammen de første par gange end forventet. Omvendt så glemmer man jo ikke at cykle når først man har lært det - jeg tror og håber på at det kommer hurtigt.

 

I sidste uge fik jeg en lille forskrækkelse da jeg trænede udenfor på Royal. Det var pivende koldt og jeg frøs mine fingre efter en halv times tid ca. Jeg besluttede mig for at slå nogle drives for at få lidt mere fart i kroppen og dermed også varme. Det femte drive gav desværre en ubehagelig oplevelse af at jeg rev noget over i min venstre hånd, og jeg måtte stoppe træningen derefter med det samme. Jeg kontaktede straks bagefter min massør som også er zoneterapeut og dygtig til at behandle små skader. Jeg var inde hos ham allerede dagen efter om morgenen og fik at vide, at det formentlig skete som resultat af overtræning i fitness centret. Mine muskler var simpelthen trætte, og kunne ikke tage imod de små "stød" armene får når man rammer en golfbold. Jeg har siden starten af sidste uge ikke rigtig trænet overkrop, og holdt mig til bentræning samt konditionstræning. Endvidere fik hånden 3 dages pause og så har jeg slået bolde med tape omkring håndleddet siden. Det er stadig ikke super godt, men det bliver langsomt bedre og bedre. Jeg skal have behandlig igen imorgen, og så må vi se hvordan meldingen lyder :-) 

 

Nu skal jeg ud til Rødovre og slå lidt bolde. Skal nok være forsigtig og varme ordentligt op ;-)

 

God dag rundt omkring.

 

Hjelm