På rette spor.

2009-08-30 20:31

Først undskyld for den sene opdatering af hjemmesiden, men jeg har ikke rigtig haft adgang til internet under Landskrona Masters.

Alt i alt blev det en turnering, jeg kun kan være tilfreds med. Lidt en skam at første runde ender med en score på 75 (+4) for jeg spiller faktisk solidt og laver kun to små fejl. Desværre kom de lige efter hinadnen og kostede dyrt på 17 hul. Trippel bogey! 

I anden og tredje runde spiller jeg også godt. Kontinuerligheden der i år har manglet lidt, syntes jeg altså jeg fandt i Landskrona. Det kan ikke ses på scores, men jeg rammer hhv. 13,14 og 15 greens. Så det var super. Ganske vist er banen ikke lang, men der var godt med vind alle tre dage som gjorde det betydelig sværere at slå bolden tæt på. Det lykkedes heldigvis ganske udemærket for mig. 
I de sidste to runder er jeg med runder i 65 og 70 minus syv, hvilket var ganske tilfredsstilende. Rart at det gode spil endelig gav nogle røde tal ; ) Det kunne have været endnu mere rødt - men sådan er det jo. I dag, søndag, mister jeg desværre 6 putts inden for 2 meter. og igår kunne jeg nemt have været minus ti. Greens var bare så møg drilske, og jeg blev sku aldrig helt glad for at putte på dem.

Nok om det, jeg er som sagt rigtig glad for spillet og min måde at være på ude på banen. Det var som om, at jeg uanset score, slag og resultat gik uanfægtet videre uden egentlig at tænke over udfaldet. Jeg lod bare tingene ske, og gjorde det igen igen. Det eneste jeg begyndte at tænke lidt for meget over var spillet på greens. Jeg kunne ikke, overhovedet ikke, tyde greens fald og hurtighed. Det var lidt frustrende. Dog lod jeg det ikke smitte af på humør, attitude og spillet i øvrigt - så det var positivt!

En anden super ting ved det hele, er at min skulder har det super. Det kan jeg nok takke massøren Lars Henrik Thomsen for. Jeg har de sidste fire uger, en gang om ugen fået en times opløsende og forebyggende massage, som virkelig hjælper mig. Jeg føler mig mere flexibel og jeg har ingen smerter mere, end ikke om morgenen. Det er bare alt for fedt, og det kan forhåbentlig være medvirkende til, at jeg selv kan bestemme træningsmængden frem mod tourskolen sidst i september.

Rasmus