Klædt som Thomas Bjørn.

2009-02-16 08:44

Hej alle,

I dag bliver det aktuelt at udvide siden sponsorer. Jeg er rigtig glad og stolt over, at have indgået et samarbejde med Backtee som min fremtidige tøjsponsor. Det er virkelig noget lækkert tøj. Det er yderst behageligt at have på, det er et rigtig flot design og bevægeligheden er helt fantastisk. Det kunne ikke have været bedre faktisk. I kan se kollektionen på Backtees hjemmeside,  www.backtee.dk
Fremover vil jeg være lige så godt klædt som Danmarks største navn indenfor golf, nemlig Thomas Bjørn. Vi spiller begge i tøj fra Backtee og i sko fra Ecco. Og så er vi begge fra Jylland ; )

Ellers går det faktisk godt med det hele. Jeg får trænet mere og mere golf i takt med at sæsonen nu nærmer sig med hastige skridt. Dels bliver der høvlet en del bolde inde i Kennedy Arkadens golf klinik, og dels i Ørnehøj Golfklubs maskinhal, hvor jeg slipper for vind og vejr. Det er ved at være et par uger siden jeg har væretpå græs, hvilket er lidt trist. Jeg vil gerne se bolden flyve mere end de 10-15 meter der er hen til nettet, men det har været umuligt grundet hård frost og nu sne. Så må man jo nøjes med det næstbedste. Heldigvis går turen snart syd på. I starten af marts flyver jeg jo til Spanien og bliver dernede stort set hele måneden. Det skulle være muligt, at finde formen i løbet af marts, eller ihvertfald komme den meget nær. Og så ville det være rart, at komme hjem til et mildt og dejligt dansk forår, så træningen på græs og åbne sommergreens kan fortsætte. Det er planen ihvertfald, så må vejrguderne lige være large for en gang skyld.

For et par uger siden blev jeg screenet af min fysioterapeut Michael Harbo, som har golf klinikken i Kennedy Arkaden. Screeningen havde til opgave, at afspejle min fysiske formåen pt. og vise hvilke områder jeg skal arbejde mere med end andre i styrkecentret. Jeg havde faktisk regnet med, at jeg var mindre fleksibel i mine led og rotationsbevægelser end hvad screeningen egentlig viste sig at være tilfældet. Det gik over alt forventning, så det var positivt. Vintertræningen i træningscentret går for mit vedkommende altid med hårde tunge trænings pass for at få lidt mere fysik, altså flere kilo muskel masse. I den forbindelse mister man nemt lidt bevægelighed og bliver mere kompakt. Men så snart man begynder at svinge køllerne, samt drolser ned og begynder sommertræningen med funktionel styrketræning, bliver bevægelsen meget mere frigjort igen. Desuden har jeg været rigtig flittig til at strække grundigt ud dagligt!

Nå men screeningen viste, at jeg faktisk har en dårlig balance samt en smule nedsat bevægelighed i latisimus dorsi (vingemuskulaturen). Derudover er jeg lidt for svag i ballemuskulaturen, så de tre områder er jeg i fuld gang med at forbedre. Jeg har fået et par øvelser, der træner ballernes styrke samt ballance øvelser og et par udspændingsøvelser for de kompakte vingemuskler. Derudover har jeg selv bedt om at få lidt mere power ind i mit fremtidige træningsprogram så jeg har også fået nogle eksplosionsøvelser. Ikke at jeg mangler længde fra tee, men det ville da være rart, at kunne sende den lidt længere afsted, hvis der blev brug for det.

Det var alt, hvad jeg havde at berette om for en stund. Jeg satser stærkt på, at der kommer nogle billeder til billedgalleriet, inden jeg tager syd på. Jeg skal nok give besked herom.

Bedste Golfhilsner fra Rasmus