Green Eagles, Europas længste ER lang!

2009-07-25 22:49

Så fik jeg overstået prøvespillet i Hamborg på Green Eagles, Europas længste bane. Hold da op den er lang. Jeg følte egentlig jeg fik godt ram på den fra tee og slået en god spoon videre i andet slaget hist og her, alligevel har jeg altså FULDT 4 jern ind i tredje slaget 3 gange i løbet af runden! På to par 4 huller er jeg kort af green i to med driver fra tee og spoon i andet slaget. For lige at sætte prikken over i´et, så slog jeg en super driver på 14 hul (par 3) som måler 245 meter og spilles ind i vinden. Det er ikke tit man prøver det. Hold da op den spiller langt. Jeg tror godt man kan indstille sig på at en runde i par er GODKENDT ; ) Det korte spil bliver vigtigere end det lange, for der er INGEN i feltet der vil ramme 14-15 greens derude, ikke med den længde. De gange man er ind og i for par bliver guld værd. Det er lige noget for mig.

Banen spilles i særdeleshed langt, da den har fået meget vand på det seneste. Flere af mine drives var "plugged" i fairwayen. Man skal med andre ord flyve bolden rundt derude. Det er faktisk fedt nok, bare ikke når banen måler 7210 meter : (

Det er nu engang ens for alle og jeg er sikker på, at den der bevarer koncentrationen og accepterer de bogeys man vil rende ind i derude, samt udnytter de chancer som byder sig, med garanti vil være med fremme onsdag. Selvfølgelig skal man også slå gode slag og gerne med god længde. Jeg tager ihvertfald en wedge ud af bagen og smider en rescue i, i stedet. 

I morgen skal der bare trænes lidt og ellers lades op til første runde som starter mandag. Det bliver godt at komme igang med noget turneringsgolf igen, en måneds pause var lige længe nok. Jeg håber skulderen kan holde til turneringen, den er blevet "sparret" lidt de sidste uger, for den driller desværre stadig. heldigvis kan jeg  godt varme den op og jeg fandt ud da ud af at jeg sagtens kan ramme kuglen. Prøvespillet gav anledning til optimisme og det var i det hele taget en god dag på Green Eagles idag, trods regn og blæst.

Jeg vender tilbage efter første runde.

Rasmus