Belgien blev en nitte :-(

2012-05-26 12:04

Ja det var ikke den bedste fornemmelse turen til Belgien gav mig... Jeg følter egentligt jeg har spillet okay, og godt nok til at være med idag, men lige nu sidder jeg i Aalborg efter en 8-9 timers køretur hjem i går efter runden og blogger fra adressen på sofievej i Aalborg... Øv bøv - Jeg ramte først Aalborg klokken 5.45 i nat! 

At det skulle blive en lidt "uheldig" tur fornemmede man allerede på vej derned. Vores GPS farrede pludselig vild omkring Holland så vi røg ind og ud af Holland indenfor 5-10 kilometer, til stor forbavselse for noget tysk politi, der absolut måtte stoppe os. 40 min senere, krydsforhør, kropsvisitation etc. fik vi lov til at køre videre. Det er ikke en fed følelse at blive holdt ind til siden og undersøgt for våben og stoffer. De fandt sjovt nok ikke noget, men det er stadig ikke sjovt at blive mistænkt for sådan noget...

Da vi ankom til Belgien mandag aften skulle jeg første nat sove med Ørum og hans caddy, da min roomie Anders Schmidt Hansen først kom tirsdag. Opredning var ikke muligt, så skæbnen ville, at jeg ikke fik en seng, men et gulv at sove på den nat. Puha en lorte nat :-(

Prøvespillet tirsdag gik fint, og jeg følte at spillet sad godt. Onsdag som for lavere rangerede spillere altid er en træningsdag, da højt rangerede spillere spiller Pro Am, blev en trist en af slagsen. I løbet af dagen fik jeg stjålet min iPhone omkring putting greenen. Åh sådan noget er bare skod. Jeg føler mig total nøgen uden den, og selv nu, hvor jeg er kommet hjem, kan jeg ikke engang kontakte min kæreste som er hjemme på weekend besøg og fortælle hende at jeg er hjemme nu. Hun ved nok nærmest ikke engang at jeg er i Danmark igen. Man er godt nok afhængig af sin telefon... Linjen til omverdenen ;-)

Nå men der er også positive ting at tage med fra Belgien. Jeg fik for første gang afprøvet produkterne fra min nye sponsor Pure Power, som laver barer og drikkeprodukter til golfspillere som skal sikre en bedre væskeballance samt energi indtagelse. Det virkede virkelig godt :-) Jeg har sjældent tisset så lidt på to runder, samt kontrolleret min indtagelse af energi (mad) bedre. Det fungerede rigtig godt.

Jeg må sige, at jeg nogle gange har grinet lidt eller set lidt skævt til golfspillere der efter en turnering siger, at de egentlig spillede godt og følte det var okay, for derefter ikke at klare sig videre til weekenden... Fakta er, at jeg har det præcis på samme måde idag. Jeg spillede glimrende i første runde og havde chancerne for 3-4 under par. I anden runde var betingelserne svære. På en skov/park bane som Ravenstein bliver det virkelig udfordrende når det blæsr, for den cirkulerer rigtig meget mellem træerne. Det er rent lotteri hvad enten den pludselig blæser imod, med eller slet ikke. Men sådan er det, nogle gange falder de små ting ikke ud til ens egen fordel, og det gjorde de bestemt ikke i denne uge. Jeg er positiv over mit spil tee til green. Jeg slog mange fede slag. Der kom også tynde, og nogle fejl hist og her som set i bakspejlet ikke var godt nok, men sådan er det og man lærer af det. Jeg skal være endnu mere opmærksom i prøverunderne på green områderne. Mit dobbelt bogey på 10 hul (mit første igår) kom fra midt fairway med 106 meter til flaget :-( Man kunne åbenbart ikke være venstre om den pind, og da slet ikke venstre om green, hvor jeg sjovt nok havnede efter et lidt løst slag. Det ikke så godt at ligge 6 meter fra pinden uden chance for at holde bolden på green. At jeg så mistede et putt på 1 meter for bogey 1 min senere på samme hul er noget helt andet. Det samme var gældende på hul 11 (mit 2 hul). brænder et putt på en meter for par :-(

Jeg arbejder hårdt på putningen og jeg føler jeg stod godt over bolden og slog mange putts rigtig godt, men jeg har altså problemer fra 1,5 - 1,0 meter. Det er lidt trist, og det bliver nok mere psykologisk end teknisk når først der ryger en udenom. Jeg skal ud og træne med trilleren, for den var altså skyld i, at jeg lige nu sidder i Aalborg istedet for at spille med i Belgien. Det lange spil var rigeligt fint til at være bedre end +1 for de to første runder...

 

God lørdag alle sammen :-)

 

P.s. køreturen blev lige 100 % sjovere igår, da jeg inden afgang mod DK lige snakkede med Michael Dreisler (lånte Schmidts telefon) som kunne fortælle at Nordjysk Elhandel havde mod på at forlænge som hovedsponsor. VILDT lækkert, og det er jeg naturligvis både taknemmelig og rigtig stolt over. Det er bare helt vildt godt!

 

Nå træningen kalder, og vaskemaskinen skal lige tømmes ;-)

 

Rasmus