2018 - en update herfra :-)

2018-03-22 09:55

Der har været lidt stille her på min side siden sæsonen sluttede i 2017 efter Tourskolen. Det har været lidt svært at finde det store at skrive om, men nu er der så småt lidt at berette om.

 

Jeg var afsted i februar måned 10-20 og spillede med på Ecco Tourens Winter Series på PGA Catalunya resort.Der blev spillet to turneringer, og jeg blev nummer 40 i begge. Ikke prangende, men heller ikke katastrofalt. Det var et godt felt begge turneringer med gode navne, og det faktum at det var første gang på græs siden Q School i november var ikke just optimalt. De første to dage (prøverunderne) var ikke gode, faktisk pinlige… ha ha.

Men 1 runde og de resterende runder blev stille og roligt bedre og bedre, og jeg havde et fint bundniveau over begge turneringer. Dog nåede jeg aldrig rigtig at få spillet op i det sjove gear. Jeg var tilfreds med mange ting, og det var nu rart at komme på græs igen.
Det helt store mål med at tage derned og spille var at blive en del af Made in Denmark Teamet, som alle får invitationer til Challenge Touren (Man må tildeles 7 + den nationale, altså 8 starter i alt). Jeg har selv en kategori der giver mig et sted mellem 10-14 turneringer vil jeg skyde på, men med lidt hjælp så kunne jeg komme op på fuldt program og have en god chance for at spille mig med ind i kampen om T45, T15 og Europatour kortene. Desværre blev der ikke i første omgang kigget min vej, men måske kan jeg få lidt hjælp mod slutningen af sæsonen efter Made in Denmark Challenge i Himmerland. Det håber og tror jeg på vil lykkedes!

 

 

Ellers er tiden gået med at passe biksen i Rødovre Indoor Ski & Golf, hvor jeg arbejder næsten fuld tid. Her kan jeg både holde mit eget golfspil ved lige, samt arbejde i et golfmiljø i hverdagen. Vi har mange søde og rare kunder som man lære bedre at kende og det er altid hyggeligt at være inde i golfafdelingen. Jeg har lidt tid til at selvtræne og nyder også at råde og vejlede lidt løst og fast. Det er meget hyggeligt.

 

På sponsorsiden er det lykkedes at få nogle nye med på vognen. Nye i ”klassen”  er:

 

 JME Tagentreprise ApS, Nortec A/S, Cobra Golf samt Made by Rosenberg :-)

 

Om disse kan jeg sige:

JME Tagentreprise ApS  Jeg er gode venner med Fuzzy Mohr, som er direktør i firmaet, og det er fedt at han har sagt ja til at støtte økonomisk i år. Fuzzy er mega sjov at være sammen med, han er en god fyr, som selv elsker selv at træne golf. Han er ikke uden evner for spillet heller ;-)
Fuzzy mødte jeg gennem min træner Mark Housego, som Fuzzy også bruger.

Velkommen i Teamet Fuzz :-)

 

Nortec A/S er et firma der er involveret i sport allerede, cykelsporten som primær. Nortec er et firma der laver og designer vaskemaskiner og tørretumblere samt betalingssystemer, som sælges til foreninger, hotelkæder etc. Jeg mødtes med Brian Kvist i denne uge og fik lov at se lidt af deres produkter, som jeg må indrømme var ret smarte med tanke på at det ”blot” er en firkantet boks der vasker/tørrer tøj. Flot design, med touch skræm og det hele. Nortec støtter mig økonomisk i år,  og det er jeg meget taknemmelig for :-)

Velkommen i Teamet til Nortec, Brian og co. :-)

 

Cobra Golf var lidt på vej ind i min bag mod slutningen af 2016, hvor jeg fik en driver i bagen. Den var rigtig fed og røg direkte i spil !

I 2017 testede jeg deres jernsæt, og dem blev jeg straks glad for og de røg også i tasken og med flyveren hele sidste sæson. Cobra laver noget flot grej, og har både jern/køller til både professionelle og klubgolferen der søger lidt mere tilgivelse. I dag er jeg så heldig at det er samme mand jeg kan henvende mig til med udstyr og med tøj. Hardy Wiis er en super fyr, der altid er positiv og glad. Han er hjælpsom og er god ved sine ambassadører. Jeg er meget tilfreds med min aftale på både tøj og udstyr, og er der noget der ikke spiller 100 % så kan man altid ringe/skrive og så løser vi det. Tip top Hardy!

Velkommen i Teamet som endnu større sponsor end tidligere Hardy :-)

 

Made by Rosenberg mødte jeg via mit arbejde ude i Rødovre. Thomas Rosenberg hedder manden bag det ”nørdede” erhverv som clubfitter og club builder. Han er en hyggelig fyr som kan noget som de fleste almindelige mennesker hverken har fortand på eller kan vurdere i et sæt golfkøller. Nu spiller jeg med smedede jern og efter en sæson så kan de godt være lidt ”off” i både loft og lie. Det var noget jeg bemærkede i min vintertræning her i Rødovre. Mine afstande mellem jernene var lidt for svingende og jeg havde en tendens til at ramme bolden med lukket køllehovet. Det fiksede Thomas ved at checke loft og lie, for efterfølgende at justere dem i den retning der passer mig. Nu spiller de max og jeg har sågar fået nye grips på som er bygget op efter mine præferenser også. Thomas kan også finde den perfekte spine (engelsk for ryggraden) i skafter (både jern og woods). Det er også blevet gjort på alt mit udstyr, så det står bedst muligt og performer mest stabilt. Thomas har lovet at hjælpe mig med alt hvad der måtte opstå på udstyrssiden. Grinding, spining, udskiftning af grips etc.

Det er et herligt sponsorat som giver mig ro på og en tro på at alle mine jern er 100 % custom build til mig.

Velkommet i Teamet Thomas Rosenberg :-)

 

Nu er det snart slut med at passe biksen i Rødovre, så nu skal jeg ud og slå bolde i kulden. Det bliver koldt, men jeg glæder mig til at opleve golfen i 3D igen og ser frem til en april måned hvor der skal trænes igennem.

 

Jeg lader høre fra mig når jeg har mere at berette om !

 

 

Sportslig Hilsen Rasmus Hjelm