Lumine blev en kamp mod mere end bare golfspillet.

Alle intentionerne var rigtige, alle forbehold taget og alle aftaler indgået inden afrejse til Barcelona. Jeg havde besluttet mig for at tage Michelle og Philip med syd på, og gøre optakten til 2017 til en familie affære. Som sagt, så var alle intentionerne gode, men forløbet dernede viste sig at blive noget helt andet.

Det startede godt og hyggeligt som forventet og som håbet på med Michelle på sidelinjen under prøverunderne med lille Philip i klapvognen. Knægten sov hele vejen med få og korte afbrydelser, så det var helt perfekt.

Første rundes optakt forløb perfekt, og nærmest for godt til at være sandt. Det skulle så også vise sig at holde stik. Jeg havde en formodning om og en tro på at jeg skulle spille på Hills, men varmede op på Lakes fordi der på rangen var Pro V1 bolde og så er kortspilsområdet bare meget bedre. Endvidere kunne jeg få ro i omklædningsrummet til at lave de øvelser jeg skulle mentalt. Som sagt så var alt bare tip top i orden og jeg bevægelse mig fra Lakes op til Hills 45 min inden tee off for lige at få puttet lidt deroppe samt slået 5-10 bolde inden tee off for at holde kroppen varm. Der er 10 minutters kørsel mellem Lakes og Hills.

Jeg havde tee tid 9.50 på 10. Hul, og stod ved indspilsgreen på ej op mod putting green 9.35 da Oliver Suhr pludselig siger til mig at jeg står på den forkerte bane og spørger mig om min tee tid!!! 9.50 var svaret på 10. Hul.

Det var også rigtig nok, men det var altså på Lakes og ikke Hills…. KÆMPE fejl og 100 % min egen!

Til trods for en ellers perfekt opvarmning, hvor alt gik som det skulle så nåede man lige at få pulsen helt op, nåede ikke at varme op med putteren og nåede kun lige ned til 10. tee tids nok til at slå ud uden at få straf. Jeg fik egentlig slået to gode slag og puttede for birdie fra 3-4 meter, men jeg gik derfra med en bogey. Værre blev det på mit 5 hul hvor jeg også puttede for birdie, dog fra ca. 10 meter, og gik derfra med en dobbelt bogey – ja den kvikke læser har noteret et 4 putt!!!

Det der stressede mest var egentlig at jeg jo havde aftalt med Michelle at hun og Philip skulle komme op på Hills til 9.50, og trods min iver på at få fat i hende inden jeg skulle tee ud, nåede jeg aldrig igennem, kun til telefonsvaren. Man har det sku lidt stramt med at tage fejl af banen man skal spille på og i sær når hun stod alene med den lille, som jo tager lidt tid at pakke ind/ud. Så jeg nåede først at se dem da jeg havde spillet 6 huller, og var 5 over par :-( 

Fantastisk start !

Jeg spillede fint derfra og kom ind i +3, men var da noget omtåget og svært skuffet over dagens udvikling.

Anden runde var knap begyndt, førend et birdie putt resulterede i double bogey (mit aller første hul) – så er det altså op ad bakke og man tror jo knapt sine egne øjne eller ved ikke hvad man skal tænke eller tro. To 4 putts på to dage? Det kan måske ske for en handicap 18 spiller, men da ikke for en efterhånden erfaren professionel?

Åbenbart, og det satte ligesom tonen for en sej kamp på 18 huller der blev til +1, og dermed fridag til finalerunderne. Det føltes af helvede til, for trods lidt panik inden første runde, så spillede jeg faktisk pænt nok tee til green til at være med alle dage og til at være med omkring de 10 bedste. Det var ikke 100 % på niveau med sidste år, men jeg ramte trods alt 14 og 14 greens de to dage og havde ingen straffeslag, udover mange putts.

I mellem turneringerne går Philip hen og bliver sløj og det ender faktisk med at hans vejrtrækning bliver så skidt og hæs at vi tager på hospitalet med ham. Ikke så sjovt med sådan en bette skid, slet ikke første gang man er ude og rejse med ham. Det er sådan noget man siger ikke sker for en selv, men for naboen – det skete altså alligevel.
På gebrokken engelsk og efter 4 timer på hospitalet, 2 timers konstant gråd og med iltmaske på i to omgange bliver Philip hjulpet til bedre vejrtrækning. Diagnosen var akut bronkitis :-( Piv hårdt og aftensmaden blev til en gang McDonald’s for to trætte forældre der først fik noget at spise ved 23.30 tiden.

De næste dage bliver Michelle også syg og de to kommer ikke ud af værelset den sidste uge vi er dernede, til sidst bliver jeg også ramt og må spille på det lokale Farmacias 600 mg´s heste piller (Ibuprofen). Det tager det værste, men når de pludselig ikke virker mere så får man hammeren i hovedet og bliver mindet om at man er skidt. Føj for en tur det endte med at blive. Langt langt langt fra forventningerne, og langt langt langt fra forhåbningerne.

Sidste turnering blev til en 37 plads, hvor jeg var godt på vej ud i tovene i første runde med sløset kortspil. Kun en fantom afslutning med reddet par på hul 16 efter vandtur, drop med straf og fuldt 7 jern til green i 4 slaget. På 17 slår jeg den ind til en meter og holer for birdie, og på 18 hul slår jeg mit andet slag til en givet eagle. I stedet for at være 3-4 over par, så sluttede jeg i par for dagen og gik til frokost med en god smag i munden. Anden runde var solid, men mangelfuld på greens. Jeg ramte 17 greens og to under regulation, for ”kun” at skyde minus 3. Det var absolut det ringeste jeg kunne score. Fedt at spillet var solidt, men også irriterende at fuglene fløj væk for øjnene af mig.

Sidste runde var jeg så skidt at hestepillerne ikke gjorde alverden, og vejret gik fra perfekt til piv ringe natten over. Jeg kunne ikke lige finde overskuddet til at have det rigtige mindset, og smed rundt med slagene alle vegne. En dag hvor det er svære betingelser er det vigtigste at bevare roen, have og vise overskud og så bare kæmpe røven ud af bukserne. Jeg havde ikke rigtig overskud, ro på eller fight tilbage i kroppen - det handlede mere om at gennemføre og så komme hjem.

Begivenhedsrig tur, som virkelig ikke forløb som håbet, men lærerigt, det var det.

Lille Philip har det godt nu, men mor og far er stadig lettere sygdomsramte :-(

Hjelm