Golfklinik, trackman, åbenthus og ny sponsor.

2009-01-22 08:46

Hej alle

Jeg har indledt et fantastisk samarbejde med Kennedy Arkadens fysioterapi, privat hospitalet Artros samt MR Scanning. Dissee tre grene indenfor sundhedssektoren arbejder sammen omkring nystartet projekt, der vil synliggøre vigtigheden af den enkelte golfspillers fysiske forudsætninger for at udføre et golfsving korrekt. Dette kommer til udtryk via. en såkaldt screening. Den enkelte bliver testet og målt på kryds og tværs og der bliver undersøgt for manglende bevægelighed, smidighed, rotationsevne samt styrke rundt omkring i kroppen.

Ud fra screenings resultatet udarbejdes der et styrketræningsprogram, hvor man får nogle øvelser der vil kunne forbedre ens fysiske egenskaber samt et mere korrekt og sundt golfsving. Det er ingen hemmelighed, at golfsvinget er en ensartet bevægelse i samme retning, som kroppen på sigt ikke har godt af. Så hvis man vil skader til livs, er det bare med at få lavet noget fysisk træning ; )

I første omgang strækker sponsoratet sig over dette kalender år. Men jeg er sikker på og håber meget, at det er et samarbejde, der bliver forlænget. Jeg tror virkellig på dette samarbejde og ved at det kan gøre en forskel for mig. Fysisk træning er en stor del af min daglige træning, så det er vigtigt at jeg får trænet korrekt og på en konstruktiv måde.
 
I min tid på landsholdet har jeg været i gode hænder. DGU har nogle dygtige fysioterapeuter tilknyttet som hjælper spillerne med den fysiske del af træningen. Jeg har erfaret at fysisk træning er en del af golftræningen, hvis man vil udvikle sig som golfspiller. Med dette sponsorat er jeg kommet i meget gode hænder, jeg er blevet tilknyttet fysioterapeut, Michael Harbo – som allerede er i fuld gang med at lægge træningsplaner.

I selve klinikken har jeg adgang til mit eget lille lege land, hvor der er opstillet en trackman. Det understreger seriøsiteten af centret, og viser lidt om at ambitionsniveauet er i top. Det er rigtig fedt. Det er ikke mange der har adgang til så dyrt et træningsredskab, som gør det muligt at træne konstruktivt her om vinteren uden at have 5 lag tøj på og gå undt med luffer på frosne græsarealer. Jeg er vildt begejstret for stedet og har allerede tilbragt mange timer derinde. Trackman måler alt hvad man gør og alt hvad der sker i et golfsving.
Hvis jeg f.eks. arbejder på at få mere fart i køllen, kan jeg gå ind og se om den fysiske træning jeg laver, giver udslag i højere svinghastighed ved blot at slå et par bolde på trackman ugentligt. Jeg syntes det er rigtig smart.

I øvrigt vil jeg opfordre alle, der ikke skal noget på lørdag d. 24 januar, kl. 13.00 om at kigge forbi Kennedy arkaden til åbenthus arrangement på klinikken. Det bliver ikke kedeligt og der er noget for alle golfspillere uanset alder og niveau. Jeg vil selv være tilstede, og der vil blive mulighed for at prøve kræfter med den avancerede trackman.
Adressen er: Arkadens Fysioterapi & Sundhedscenter, JFK Plads 1R, 4. sal, 9000 Aalborg – Tilmelding kan ske på mailadressen:
mh@arkadensfysioterapi.dk

Håber vi ses

Golf Hilsner fra Rasmus