Finanskrisen betyder ændring i turneringsplanen for 2009

2008-12-18 08:48

Hej Alle.

Mit helt store mål næste år var, og er, at spille så meget som overhovedet muligt. Jeg har tidligere proklameret at EPD Touren ville være stedet at starte og at det var min primære tour, men grundet manglende sponsor kroner ser det pt. ud til at blive umuligt at finansiere. Derfor har jeg været nødsaget til at revurdere næste sæson og kigge på mulighederne for at få sat et ordentligt turneringsprogram sammen.
Sammen med mine økonomiske sponsorer, træner Marcus Brown og manager Jens Elung, er vi kommet frem til at løsningen hedder ECCO Tour, samt andre nordiske Nordic League rangerende turneringer. På den måde vil jeg mindske udgifterne væsentligt da ECCO Tour har 10 turneringer på dansk jord. Hvad jeg derud over skal spille kan jeg ikke sige på stående fod, men Kaupting Tour, som skifter til nyt navn i 2009, har 6 afdelinger som også spilles i Danmark. Dem vil jeg også satse på at spille. 
ECCO har jo i samarbejde med Hi5 Pro Tour fået en del Winther Series turneringer stablet på benene, som jeg håber på at spille et par stykker af. Det bliver formentlig nogle af de sidste af dem jeg kommer til at spille, dels fordi jeg på den måde har haft bedre tid til at komme i form og dels fordi jeg fra d 6-22 marts skal på træningslejr i Spanien. Oddsene for at være i bedre form efter denne træningslejr taler for, at det må være det rigtige tidspunkt at påbegynde sæsonen.

Til noget helt andet. Jeg vil gerne byde Guldbageren velkommen i ”folden” som nyeste skud på sponsortræet. Min fætter Benny, som har en guldbagerforretning i vestbyen, og jeg har indgået et samarbejde til næste år. Det er jeg rigtig glad for. Benny har tidligere støttet mig som boldsponsor da jeg var amatør.

Det var alt fra mig i denne omgang. Vil blot ønske alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Golf og julehilsner fra Rasmus