Fantastisk sæsonstart!

2016-03-22 11:47

Hej Folkens.

 

Så er jeg hjemme igen. Dejligt :-)

Det er hårdt at være væk hjemmefra i en måned, hvor den eneste kontakt til kæreste og familie er FaceTime, SMS og telefoniske opkald. At være professionel golfspiller er fedt og et priviligeret liv at have, men man savner dem derhjemme når man er væk for længe af gangen.

Jeg ser tilbage på en start jeg er meget stolt af :-) Særligt spillet tee til green har været på et højt niveau, putningen skulle lige varmes op, men blev langsomt bedre og bedre! Søndag kulminerede det jeg vil betagne som min vigtigste og by far mest emotionelle sejr nogensinde! Hold da op hvor var det specielt. At vinde DM Slagspil var noget specielt, første professionelle sejr var specielt og den anden sejr var også speciel, men den i søndags fik altså Rasmus Hjelm i knæ. Jeg beklager det ringe vinder interview. Normalt er jeg god til interviews, men jeg kæmpede simpelthen med at finde stemmen. Jeg kunne næsten ikke få sagt noget. Jeg var meget rørt, stolt og mega glad!

Jeg havde ikke helt styr på hvordan det hele så ud under finalerunden men fokuserede som alrdig før på at gøre det så godt som overhovedet muligt. Det var min tur til at vinde, det mærkede jeg og det gik jeg 100 % efter! Vanvittig forløsning da jeg hørte jublen efter at have slået mit andetslag op på 18 green. Den var 2-3 meter fra hullet og først der turde jeg spørge om hvad kravet var for at vinde. Min caddy Simon Willer, sagde at jeg førte med to slag til de to jeg spillede med som begge havde lange birdie putts. Da de missede havde jeg pludselig 3 putts fra 2-3 meter for sejren. At den gik i var et mirakel, for jeg havde våde øjne og forsøgte bare at trille den hen mod hullet og to putte sikkert. Underligt spil ikke :-) ? Forløsningen var fuldendt, og jeg har næppe været så glad og stolt som jeg var på det tidspunkt! 

At vinde på den bane kræver en del. Man slipper ikke så let afsted med fejl og man skal være god i alle spillets facetter. At ramme fairway er ikke det eneste det handler om, man skal også placere bolden rigtigt ind mod green, og mister man en green, så er det ikke nemt at komme ind og i. Greens var hurtige og svære at putte på. Jeg kunne ikke ønske mig at vinde på en bedre bane end den, og det gjorde det endnu mere specielt at stå øverst på skamlen søndag!

Jeg notererde som eneste spiller ikke en eneste runde over par i de seks runder, og det er noget jeg virkelig kan bruge til noget med tanke på at Final Stage på Tourskolen spilles på netop de to baner vi spillede på under Ecco Tourens Winter Series. 

Jeg har mange folk jeg skylder at takke som har været en stor del af det der søndag kulminerede og som har banet vejen for en fantastisk start på 2016 sæsonen. En stor tak til alle mine sponsorer (Guldbageren Vestbyen, Dit BilplejeCenter, TouchIT, Randers Tegl, PUMA, Titleist, Aalborg Golfklub, Advokatfirmaet Vingaardshus samt Redmark revision) som fortsat tror på mig, det er ligeså meget en sejr til dem som det er en sejr for mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle spille mere efter sidste år, men jeg valgte at tro på at den kontinuerlige udvikling som fortsat finder sted nok skulle give bonus. Det gjorde den så sandelig søndag!

 

En speciel tak til Mehmet og Mark Housego som jeg bruger meget tid sammen med. Vi havde nogle fede dage i Tyrkiet mellem Nordea Tourens Winter Series samt Ecco Tourens Winter Series. Det gav mig lige et nødvendigt afbræk og jeg fik tanket lidt energi og fik trænet og spillet godt i de 4-5 dage jeg var i Tyrkiet. Mark og Mehmet er blevet en stor og vigtig del af mit team. Mehmet som sponsor og Mark som træner. Mark har virkelig gjort en forskel i forhold til at få mig til at blive en bedre spiller indvendigt såvel som udvendigt. Jeg elsker den måde jeg tænker og føler på banen, og det er noget helt nyt for mig. Vi arbejder også på det tekniske, og finder en god ramme for at jeg kan præstere samtidig med at jeg prøver at blive bedre.

Kæmpe tak til jer gutter. Næste gang jeg står øverst håber jeg I er med på sidelinjen :-)

 

En sidste ting jeg lige vil berøre inden jeg kører ud og drikker en kaffe med Mark, er at jeg har takket nej til at blive en del af Made in Denmark Challenge Tour Team. Det har økonomiske grunde samt velovervejde taktiske grunde. Jeg har tidligere siddet på "en stol" mellem to Tours og jeg er ikke ret god til det. Man skal være helt unik for at have en chance med halv program to steder, og jeg føler ikke det er min bedste chance. Derfor valgte jeg pænt at takke nej og fokuserer i stedet 100 % på Nordic League og top 5 på denne.

 

God tirsdag til jer alle og tak for alle de dejlige hilsner :-)

 

Rasmus Hjelm